Lokalpolitik

Sørensens mesterlige forvandling

Emsig og udskældt skattechef blev stemmesluger og bredt favnende borgmester

FREDERIKSHAVN:For et års tid siden fik han et medlemsskab af golfklubben. En fødselsdagsgave fra hustruen Eva. Den har han byttet. Fritiden er ikke til hverken ni eller 18 hullers golf. Nytårsforsættet om at komme op i løbetempo og at gennemføre en halv maraton i Gøteborg i maj 2005, ja, det bliver nok også byttet - til noget mere realistisk og mindre tidskrævende. Erik Sørensen er borgmester, og det på fuld kraft og fuld tid, sådan godt og vel. Den smule fritid, der er, bruger han helst i sommerhuset i Bratten eller hjemme på matriklen på Sønderjyllands Allé. På lørdag 11. december fylder han 60 år, men han har ingen planer om at smide borgmesterkæden og gå på førtidspension endsige drosle ned. Tværtimod er han klar til at stå i spidsen for en ny storkommune. Borgmesteren Det store folkelige krammedyr bliver han aldrig. Som tidligere skattechef var han voldsomt bagud på point, da han i 1993 blev Socialdemokraternes spidskandidat. Han afløste den jordbundne og omgængelige politibetjent Ove Christensen, som altid havde tid til at standse op på Strøget og tage en sludder med hr. og fru Frederikshavn. At metalarbejderne på værftet nu skulle stemme på skattechefen, der jagtede deres fradag for fagligt kontingent, nej, den var svær at sælge. Og det lykkedes da heller ikke i første forsøg. Socialdemokraterne tabte valget i 1993. Først fire år senere lykkedes operationen. Det er fortid. Med årene er skattechef Sørensen blevet mindre og mindre, mens borgmester Sørensen er vokset. Og vokset med opgaven. Ingen opgave er for lille til at byens borgmester bør bruge sin tid på det, og de udadvendte pligter med åbning af butikker, præmieuddeling i dværghønseklubben og foredrag i husmoderforeningen er en del af jobbet. Ofte i weekenden eller om aftenen. Og hånden på hjertet: efter en hård weekend, hvor han har "været på", kan et kig på næste uges tæt pakkede kaldender virke belastende. Borgmesteren er borgernes ombudsmand og alle, der henvender sig får et svar. Arbejdet er sat i system. For eksempel har han kommunikationsrådgivere til at skrive talerne. Forinden researcher de på opgaven og intet bliver overladt til tilfældighederne. Undtagelsesvist taler han uden manuskript, spontant og direkte. På Store Lederdag for et par år siden lancerede han - i en tale uden andet manuskript end de tanker, der løb igennem hovedet natten i forvejen - begrebet "Det Ny Frederikshavn". Det gik rent ind og er i dag en overskrift på Frederikshavn efter Krisen. Politikeren Han sætter en ære i at være hele byrådets borgmester, og man skal lytte godt efter for at høre politikeren Erik Sørensen. Helt befriende kan det være at høre ham 1. maj, når socialdemokraten Sørensen tager ordet i kammeratligt lag. Han har ikke glemt sine politiske rødder og paroler, men i det daglige arbejde skruer han ned for retorikken og op for pragmatikken. Resultaterne tæller, den gode dynamiske indsats, gedigent arbejde. Og således gik det til, at en emsig og udskældt skattechef forvandlede sig til en populær borgmester. Ved sidste valg satte hver syvende vælger i kommunen kryds ud for Sørensen øverst på Liste A. 3.373 personlige stemmer og en tredobling af den personlige score i forhold til valget fire år tidligere. Mennesket Mennesket Erik Sørensen finder man undtagelsesvist i sommerhuset i Bratten. Her er han ikke "på" og kan slappe af. Gerne sammen med Eva, som han giftede sig med i 1966. Og datteren Charlotte. Sidstnævnte er landbrugsuddannet og politisk aktiv i Enhedslisten. Det huer ikke en resultatorienteret socialdemokrat, så det snakker de en del om i familien Sørensen. Fødselsdagen markeres med en reception i Frederikshavnerhallen på torsdag fra 13-17.