Sørg for god energi

Mit rationelle effektive jeg hader møder, der er spild af tid. Der er simpelthen ikke noget værre end meningsløse, ineffektive og intetsigende møder.

Jeg har haft en uge med ganske gode møder - men også møder, der tappede for energi. De dårlige møder var præget af ekstrem dårlig mødeledelse med dårlig stemning til følge. Mine erfaringer er, at når møder opleves negativt, skyldes det ofte at ikke alle er enige om nødvendigheden, formål og omfang er ikke præciseret, møderne er ikke ordentligt forberedt og tilrettelagt, vi prioriterer andre gøremål højere eller mødedeltagerne er trætte på grund af et forkert valgt mødetidspunkt. Når det ikke er muligt at se meningen og effekten af mødet, er det helt galt. Vi holder masser af møder - jo flere, jo bedre. Møder er noget godt og vigtigt ud fra et homogent og harmonisk kulturelt perspektiv, som har afsæt i funktionalistiske teorier om grupper og mellemmenneskelige forhold. Det er en antagelse om, at møder er de rigtige fora for demokratiske processer, høring, medlemskab, medejerskab - pædagogisk halleluja rundkreds-møde. Det er imidlertid et for simpelt og unuanceret perspektiv at anlægge. Nogle møder er symbol på demokratiske processer - vi holder møderne, fordi vi skal - men indflydelsen kan vi kigge langt efter. Der er møder, man kan skrive en drejebog til. Det er forudsigeligt, hvem der siger hvad, hvornår og hvordan. Der er altid magt på spil. For hvis skyld holder vi møde? Hvem ejer dagsordenen, spillereglerne? Er der sammenhæng mellem dagsorden og det faktiske indhold? Hvem sætter tonen for det rigtige møde? Hvilken viden, hvilke begreber og hvilket sprog er ok at anvende? Hvem sætter standarden for humor, seriøsitet, stress, enetaler, ligegyldighed? Hvem generer hvem, hvem støtter hvem? Er der alliancer og kliker? En mester i dårlig mødekultur slipper ikke sine argumenter, vi får blot mere af de samme - flere (overbevisende) argumenter. Virker det ikke, er der heldigvis andre gode metoder f.eks.: Tal højere og afbryd gerne, brug ironi og sarkasme, overdriv ordene: du, altid og aldrig er gode. Moraliser, brug nedladende stemmeføring og kropssprog, spild ikke tiden med at lytte - og da slet ikke 'mellem linjerne'. Angreb er det bedste forsvar - hold fast i egne synspunkter - husk det er den anden, der er dum. Gode møder giver god energi. Det er møder præget af tillidsfuld god atmosfære. Alle er aktive, ingen fribilletter. Uenigheden inviteres ind i den gode dialog, så vi nysgerrigt kan lytte og spørge til forskellige perspektiver. Så er mødet kultur-kit - vi ser, hører hinanden, taler sammen og opbygger de fælles historier. Der lægges op til reel involvering. På den måde understreges den enkeltes gruppetilhørsforhold og vi-følelsen. Det gode møde samordner indsatsen på arbejdspladsen og sikrer information. Ligesom det er såvel rammen for problemløsning som idé og udviklingsforum. Det handler ikke om kvantitet - men om kvalitet. Hellere få gode effektive meningsfulde møder, der gør en forskel end møder for mødernes skyld. I dag øges effektiviteten, når der under mødet tjekkes sms og mail. Som ung lærer i 80'erne kunne jeg strikke en trøje om ugen, hvis der var tilstrækkelig mange møder. Der er også lavet mange to-do-lister og indkøbslister igennem tiden i mødetid. Min tilgang til møder er trods alt, at jeg vil bidrage professionelt og engageret. Måske skulle jeg tage strikketøjet med næste gang og argumentere med, at min læringsstil er kinæstetisk. Med ny nordisk mad og folkeskole er det også tid til at genoptage de husmoderlige sysler. Så kan jeg igen glæde mig over, at der i det mindste kommer en trøje ud af det, hvis ikke andet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.