Søskende får fortrin til institutioner

REGLER Pasningsgaranti fårto måneders længere snor

Børnepasning 8. september 2002 08:00

STØVRING: Søskende er ikke sådan at skille ad. Derfor bliver det nu også lettere for dem at komme på den samme institution, når de skal i børnehave eller skolefritidsordning. Det indstiller Børne- Kulturudvalget i hvert fald til byrådet sidst på måneden, og når politikerne her er enige, er der flertal for ideen i byrådssalen med mindre der sker noget helt usædvanligt. Dermed følger udvalget ønsket fra flere institutionsledere og forældre, der gerne ser, at børn fra samme familie hører til det samme sted. Dels for tryghedens skyld, dels af rent praktiske årsager, da det selvfølgelig er lettest at aflevere og hente børnene det samme sted. Forslaget var også fremme i den meget omtalte børnepasnings-rapport, der blev udarbejdet af forvaltningen samt ledere fra institutioner og dagpleje og følges nu altså helt til dørs formentlig med virkning fra januar. Længere varsel En del institutionslederes ønske om, at kommunen fortsat yder sin pasningsgaranti med en måneds varsel, gik politikerne dog ikke med til. De lyttede øjensynligt mere til forvaltningen, hvor man ofte har haft svært ved at nå at føre tilbuddet ud i livet med så kort varsel. Også fordi det er langt fra af alle, der tænker på at melde deres børn til i god tid, viser det sig i praksis. Det kan dog stadig godt bekymre skolefolk og pædagoger en smule: "En families livssituation/arbejdssituation kan jo ændre sig fra dag til dag", skrev bestyrelsen for Aarestrup Skole for eksempel nylig i sine bemærkninger til børnepasnings-rapporten. Formanden for Børne- Kulturudvalget, Peder Christensen (V), understreger dog, at det ikke er et princip uden undtagelser. Er der særlige tilfælde af nød opstået af pludselige omsætndigheder vil forvaltningen også tage hensyn til det, lover han. Klubber skal samarbejde Der var også enighed om at se, om man kan få et udvidet samarbejde i gang med nogle af egnens idrætsforeninger om de unges fritid. Især i Støvring, Øster Hornum og i Suldrup ser man i øjnene at det kan blive stadig sværere at rumme alle de børn, der gerne vil i fritidsklub. Der er venteliste et par af stederne, og en løsning på det kunne være at nogen kunne kanaliseres mere over i sportens verden eller i noget af det andet sociale liv, der foregår i kommunens foreninger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...