Drab

Søster kræver erstatning for dødsvold

Lillesøster kræver erstatning fra sin 38-årige bror, der slog deres far ihjel i Jerslev sidste år.

Lillesøsteren til den 38-årige mand, der torsdag morgen blev kendt skyldig i dødsvold imod sin far i deres fælles hjem i Jerslev sidste år, kræver en erstatning på 125.000 kr. Søsteren har i retten fortalt, om hvordan hun efter en barndom præget af psykisk og fysisk vold mod både hende selv og den nu dømte storebror, endelig fik et normalt forhold til sin far for få år siden. Faren var endelig holdt op med at drikke, og hun besøgte ham jævnligt med sine børn. Alvorlige angstproblemer Efter farens død har hun modtaget psykologhjælp. Psykologen vurderer, at søsteren får varige, psykiske mén. - Hun har alvorlige angstproblemer. Hun frygter for sit eget og sine børns liv, og er i konstant alarmberedskab og plages af flashbacks, vurderer psykologen. Søsteren mistede både sin far og sin bror 20. august sidste år, da broren gik amok og bankede sin far, så han pådrog sig adskillige ribbensbrud og en hjerneblødning, der to dage senere kostede ham livet. Skiftede navn På grund af farens utilregnelighed og voldelighed, knyttede søsteren sig stærkt til sin storebror, men efter overfaldet på faren, gik det for alvor op for hende, at også broren var farlig, og siden har hun levet i konstant angst. Hun har også skiftet navn, for at broren ikke skal kunne finde hende. Forsvarer Morten L. Wagner mener ikke der er belæg for at tilkende søsteren erstatning. - Jeg mener ikke betingelserne er opfyldt. Der er ikke tale om forsætlighed eller grov uagtsomhed. Der er ikke basis for i denne ulykkelige sag, at forfølge min klient yderligere, mener Morten L. Wagner. Den 38-åriges straf udmåles i løbet af torsdag, og her vil der også blive taget stilling til søsterens erstatningskrav.