Søstre sikrede IK Vest-sejr

Fodbold, serie 3 damer: I.K. Vest - Viborg B67 5-2 (3-0) Det var et Viborghold opsat på gevinst, der fra første fløjt lagde et højt pres på hjemmeholdet, men det skulle vise sig at være en farlig taktik mod I.K. Vests hurtige angribere. For et stærkt spillende forsvar tog brodden af Viborgpigerne, og sendte i stedet lange afleveringer til en fri Iben Gjessing, der kvitterede med et vaskeægte hattrick til pauseføring 3 - 0. Efter pausen viste Sofie Gjessing, at hun havde luret storesøster kunsten af, da hun på endnu en friløber gjorde det til 4 - 0, inden Viborg B67 fik reduceret. Men I.K. Vest gav også prøver på gennemspillede angreb, og på et af disse afleverede Susanne Jensen perfekt til Iben Gjessing, der efter et enkelt træk i feltet kunne score sit fjerde mål til føring 5-1. Viborg fik pyntet på resultatet.