Søværnet følger gammel olietanker

Skagen 1. december 2002 07:00

FREDERIKSHAVN: Det aldrende enkeltskrogede olietankskib "Byzantio" vil blive overvåget tæt af Søværnet, når skibet i dag ved 22-tiden når dansk farvand, og indtil det i løbet af et døgns tid har rundet Skagen og nået åbent hav på vej til oliehavnen i Rotterdam med en last på godt 50.000 ton svær russisk brændselsolie. Vagthavende officer hos Kattegats Marinedistrikt oplyser, at skibet vil blive fulgt af KGM gennem hele det danske farvand. - Når vi får det ind ved Gedser, hvor der skal lods ombord, vil vi derfra få positionen på radar og vil på helt normal vis kunne følge skibet hele vejen, siger officeren. - Vi vil også bruge de farvandsovervågningsenheder, vi til stadighed har på havet, tilføjer den vagthavende officer, der ikke vil fortælle, hvor de ligger eller hvor mange, der er. 15. november skete der et mindre uheld med tankskibet Pindar, der stødte på grund 10 sømil nord for Læsø, men uden at springe læk, og Kattegats Marinedistrikt afviser, at det er et særligt vanskeligt sted. Byzantio's græske kaptajn har kun anmodet om at få en lods om bord fra Gedser til Sprogø, mens han selv vil føre skibet forbi Samsø og Hatter Rev, der ellers normalt regnes for en af de vanskeligste passager. Selv om de fleste skibe af "Byzantios" størrelse normalt tager dansk lods om bord fra Spodsbjerg og helt til Grenaa, mener formanden for danske lodser, Mogens von Jessen, dog ikke, at der er noget usædvanligt i "Byzantios" kaptajns beslutning. Mogens von Jessen skal selv lodse skibet fra Gedser til nordspidsen af Sprogø. 1. sektion side 4

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...