Udland

Søvndal: Der er tro på fremtiden i Mali

Der er en øget optimisme i Mali. Nu skal vi sikre, at landet ikke går i stykker, lyder det fra Villy Søvndal.

Søvndal: Der er tro på fremtiden i Mali

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er på besøg i Mali, og han beretter om en fornyet tro på fremtiden i det afrikanske land, som i et år har været vidne til hårde kampe mellem religiøse grupper og militæret.

- Der er betydeligt mere optimisme i dag. Terrorgrupperne er drevet baglæns, og byer er blevet befriet igen. Der er politisk fremskridt med valg og planer om national forsoning og dialog, siger Villy Søvndal.

- Og så er der et håb om, at udviklingsbistanden kan betyde, at mennesker får et bedre liv. Der er langt mere tro på fremtiden her, end der var for to måneder siden, tilføjer han.

I januar 2013 deltog Danmark i den fransk-ledede militære indsats mod militante islamister, der havde indført sharialove i den nordlige del af det nordvestafrikanske land.

Villy Søvndal peger på, at det internationale samfund nu i høj grad samarbejder for at få Mali på benene igen efter et blodigt år.

- Der er rigtig mange gode kræfter som FN og EU, der alle lægger kræfterne sammen for at undgå, at Mali går i stykker som stat. Det sker både politisk, militært og udviklingsmæssigt, siger udenrigsministeren.

Han tror, at de voldsomme uroligheder i det afrikanske land har gjort indtryk på mange mennesker.

- Terrorgrupperingerne fra nord var ved at løbe Mali over ende, og de har haft frit spil i alt for lang tid, og jeg tror, at alle har fået et chok ved at se 400.000 mennesker drevet på flugt, afhuggede hænder og henrettede folk.

- Det gav alle en lærestreg om, hvor vigtigt det er at sikre samlingskraften i dette land. Men det er en svær opgave. Der er rigtig lang vej, og Mali er et fattigt land, siger Villy Søvndal.

Den danske udviklingsbistand til landet blev afbrudt i marts sidste år, da Mali blev udsat for de islamistiske oprørers kup. Men der er nu planer om at genoptage støtten til Mali, selvom ministeren endnu ikke kan sige noget om, hvornår det kommer til at ske.

- Det afgørende er jo, at vi nu har fået alle de rigtige ord. Nu skal vi også sikre, at de bliver virkeliggjort, siger udenrigsministeren.

Villy Søvndal er i Mali sammen med forsvarsminister Nick Hækkerup (S), og de to er blandt de første vestlige ministre på besøg i landet efter det militære indtog i januar.

Formålet med besøget er at få et indtryk af det danske militære bidrag, som bestod af et Hercules transportfly fra flyvevåbnet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.