Udland

Søvndal: Ingen våben til Syrien

EU vil fortsat ikke give våben til syriske oprørere, fastslår Villy Søvndal efter EU-udenrigsministermøde.

Søvndal: Ingen våben til Syrien

De 27 EU-lande fastholder fortsat den omdiskuterede våbenembargo over for Syrien.

Det har de europæiske udenrigsministre netop fastslået efter møde i Dublin.

- Der skal en politisk beslutning til at slutte krigen. I sidste ende er der nogle, der skal sætte sig om et bord og lave en politisk aftale, siger Villy Søvndal til Ritzau.

Ifølge den danske udenrigsminister er der tre væsentlige grunde til fastholdelsen.

Dels er EU-landene bange for, at våbnene falder i de forkerte hænder. Tidligere har kilder anslået, at salafister efterhånden udgør omkring 25 procent af oprøret. En udvikling, som store dele af det internationale samfund finder foruroligende.

Dels vil det være dobbeltmoralsk af EU at udlevere våben til oprørerne, når EU-landene selv argumenterer imod et militært indgreb, pointerer den danske udenrigsminister.

- Slutteligt fastholder vi våbenembargo, fordi vi i EU har opstillet regler om ikke at udlevere våben til et konfliktområde, hvor menneskerettighederne ikke bliver overholdt.

Rygter om brug af kemiske våben i Syrien har de seneste dage floreret. Torsdag bebudede FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, at han vil stå i spidsen for en international undersøgelse, der skal klarlægge rygternes sandhed.

Dog får det ikke EU-landene til at genoverveje våbenembargoen.

- Så længe at der ikke er bevis for noget, ændrer det intet. Hvis rygterne omvendt viser sig at holde vand, vil det naturligvis skærpe situationen voldsomt, siger udenrigsministeren.

Den nuværende våbenembargo udløber med udgangen af maj. Indtil da har EU-landene ikke planer om at foretage sig yderligere i forbindelse med krigen i Syrien.

- Vi følger selvfølgelig situationen tæt. Men umiddelbart kommer der ikke til at ske noget før 1. juni. Til den tid samles vi udenrigsministre igen og begynder en ny diskussion, siger Villy Søvndal.

Han understreger dog, at de 27 EU-lande fortsat forsyner de syriske oprørere med ikke-dræbende våben.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.