Udland

Søvndal: Vi vil vurdere Libyens folkevalgte

Danmark vil vurdere vinderne af dagens valg i Libyen på, om de kan finde ud af demokratiets spilleregler.

Søvndal: Vi vil vurdere Libyens folkevalgte

Ligegyldigt hvem, libyerne har sat flest krydser ved under dagens historiske valg til en ny nationalforsamling, så vil Danmark vurdere det nordafrikanske lands folkevalgte på deres respekt for demokratiet.

Det siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) efter en valgdag, der først og fremmest har budt på glæde, men også enkelte protester og voldelige episoder.

- Uanset hvem libyerne vælger, vil den danske regering vurdere Libyens nye magthavere på deres respekt for de demokratiske spilleregler, siger Villy Søvndal.

Valget er det første i landet siden 1965 og blev muligt, efter en opstand sidste år stødte den mangeårige diktator Muammar Gaddafi fra magten og endte med at koste ham livet.

En modstander af valghandlingerne blev lørdag dræbt af skud i den østligt beliggende libyske by Ajdabiya, da han forsøgte at stjæle en valgurne fra et stemmelokale.

Ajdabiya har før været centrum for landets østlige beboeres protester mod valget, som de betegner som svindel. De vil også have mere autonomi i deres olierige region.

Men overordnet set har der været stor opbakning til valget. I Benghazi strømmede vælgerne tidligt på aftenen til strandpromenaden, hvor de vinkede med libyske flag og hyldede valget med slagord.

- Libyen er nu midt i overgangen fra diktatur til demokrati, og valget til nationalforsamlingen er en af de afgørende milepæle, mener Villy Søvndal.

Han understreger dog, at der fortsat er mange udfordringer forude for den kommende nationalforsamling. Herunder udarbejdelsen af landets nye forfatning.

Forfatning kan ifølge udenrigsministeren blandt andet gøre op med mange af de indgroede menneskerettighedsovertrædelser, som er indgroet i landet efter mange års diktatur. Og Libyen kan se frem til dansk støtte.

- Danmark støttede de frie libyske kræfter under revolutionen, og vi vil fortsat bistå Libyen i den svære, men inspirerende, transition mod demokrati, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.