Udland

Søvndal vil afværge Syrien-katastrofe

Humanitær katastrofe i Syrien venter lige om hjørnet med 2,5 millioner fordrevne, advarer udenrigsministeren.

Søvndal vil afværge Syrien-katastrofe

Den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er ikke godt tilpas med, at verdens ledere er samlet i New York, uden at der kan tages stilling til, hvordan en voldsom humanitær katastrofe i det borgerkrigsramte Syrien kan afværges.

- Jeg har selv opfordret til at afsøge muligheden for en humanitære løsning. 2,5 millioner syrere er internt fordrevne. Der er fokus på de syriske flygtninge i nabolandene, og det med god grund.

- Men den virkelige katastrofe er, at syrerne står over for en vinter, mens infrastruktur og energiforsyning er ved at bryde sammen, siger Villy Søvndal til Ritzau.

Ved en række bilaterale møder under FN's Generalforsamling forsøger Villy Søvndal med opbakning fra kollegerne i de nordiske lande og Benelux-landene at bane vejen for en humanitær løsning.

- Vi risikerer en humanitær katastrofe af dimensioner, hvis verden ikke svarer igen. Vi må have sikret korridorer, hvor begge parter i konflikten i Syrien accepterer de normale Geneve-regler, at sårede bringes ud.

- At der kommer medicin og nødhjælp ind, og at mennesker kan blive sundhedsbehandlet. Nu må vi se, hvor langt vi kan komme, siger Villy Søvndal.

Søvndal og hans udenrigsministerkolleger sonderer mulighederne for også at få russerne med. Det er endnu ikke afklaret, om det skal udmøntes i en eventuel resolution, eller om forslaget skal op i FN's Sikkerhedsråd eller Menneskerettighedsrådet.

- Jeg kan ikke forestille mig, at Kina og Rusland vil være imod. Jeg vil appellere til, at man her kender sit ansvar, siger Villy Søvndal.

Trods adskillige forsøg i FN's Sikkerhedsråd har vetolandene Kina og Rusland blokeret for sanktioner mod Syrien. Sanktioner, som vil betyde, at hverken Rusland eller Iran kan levere våben til Syriens regime.

- Jeg beklager dybt, at Sikkerhedsrådet er blokeret, mens situationen i Syrien udvikler sig i en stadig mere blodig retning, siger udenrigsministeren.

- I en uge, hvor vi er samlet i New York for at sætte kraft bag verdenssamfundets opbakning til multilaterale løsninger, er denne mangel på handling særlig skamfuld.

- Vi har derfor en pligt til at afsøge alle muligheder - ikke mindst for at afværge en humanitær katastrofe, siger Villy Søvndal.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.