EMNER

Søvnig chauffør blev forvekslet med montør

En lastbilchauffør fik natten til mandag dobbelt op på en færgebillet, fordi han sov i den forkerte kahyt.

En enkelt lastbil stod tilbage på dækket, da Stena Lines færge fra Frederikshavn til Göteborg i går aftes var blevet tømt. Personalet troede i hvert fald, at den var blevet tømt. For der var god grund til, at den enlige lastbil ikke kørte i land i Sverige. Nøglen befandt sig nemlig i lommen på en 22-årig dansk langturschauffør, der i lykkelig uvidenhed sov fra hele forvirringen. Havde fået forkert kahyt Manden havde fået tildelt en kahyt, som langturschauffører altid gør. Men der var han ikke at finde, da personalet på færgen forsøgte at opspore den forsvundne Tornerose. Han var blevet anbragt i en kahyt, der ellers er reserveret til det montørpersonale, der fast er på færgen. - Jeg ved ikke hvordan han er endt dér, men nogen må have lukket ham ind, siger Carsten Kruse, direktør for Stena Line. Ja, jeg er på arbejde Eftersøgningsholdet fandt faktisk frem til manden i montørkahytten og troede naturligvis, at han var montør. Så de spurgte ham, om han var på arbejde. Det svarede chaufføren selvfølgelig ja til, for det var han jo. Han var tydeligvis ikke klar over hvad klokken var, eller at han befandt sig ved den svenske kyst. Eller at han var midtpunktet for en større eftersøgning. Så han sov videre. En god nats søvn Efter lidt tid blev eftersøgningen indstillet og færgen begav sig tilbage mod Frederikshavn. Med den mystiske lastbil om bord. Færgen nåede Nordjylland kl. 3.15, men der var stadig intet spor af den forsvundne chauffør. Ifølge Steen Hørlyck fra Frederikshavn Politi blev klokken faktisk 7.20 inden han dukkede op. Der kunne man så langt om længe få kørt lastbilen væk og manden blev sendt hjem. Veludhvilet, men sandsynligvis med røde ører. Carsten Kruse fastslår, at Stena Line ikke vil straffe manden med bøde eller lignende. Hvad hans arbejdsgiver gør, når den 22-årige ruller ind med samme last som da han tog af sted, er muligvis en anden sag.