Sofie og Julie er altid venner

Pigerne fra Hjørring klar til trykke den af i børnenes Melodi Grand Prix 3. maj

Helt uvidende om hvad der snart skal ske, sidder Sofie Vind Andersen og Julie Ottesen i Bio-City i Århus. De tror, at det mest spændende, der skal ske den dag, er, at de skal se den nye film om Anja og Viktor. Men pludselig er der noget, der ikke er helt som forventet. - Tillykke Sofie og Julie!, lyder det fra et sted i salen. Camilla Ottesen og Gordon Kennedy, der er værter på MGP 2003, er troppet op for at overraske de to piger med den glædelige nyhed, at deres sang "Vi er venner" er blevet udtaget blandt 2000 indsendte sange til MGP 2003 3. maj. - Jeg blev meget forskrækket, siger Julie Ottesen. Og veninden Sofie Vind Andersen stemmer i: - Det var lidt flovt. Der var jo mange, der ventede på at komme til at se filmen. Det hele begyndte med, at de to piger fra Hjørring har set MGP de sidste to år. I år fandt de så ud af, at nu skulle det altså være. Det var 11-årige Sofie Vind Andersen, der fandt på melodien til sangen "Vi er venner", og i et frikvarter fandt hun sammen med Julie Ottesen på 10 år på et omkvæd. Sangen handler om at være venner, og om at man ikke skal drille hinanden. - Den kunne næsten ikke hedde andet end "Vi er venner", siger Sofie Vind Andersen. - Julie og jeg har altid været venner. Lige siden børnehaven. Lidt efter lidt kom resten af sangen, og de to piger fik den skrevet ned. Med lidt hjælp fra Sofie Vind Andersens far kom der helt styr på rytmerne, og de to piger sendte resultatet af deres anstrengelser ind til DR. Det blev belønnet i Århus 7. marts. Det faldt dem ikke svært at skulle arbejde sammen musikalsk. De to bruger nemlig en stor del af deres tid på at synge og danse med hinanden. Og det vil heller ikke være første gang, de skal stå på en scene. Sofie Vind Andersen, der spiller klaver og synger i sin fritid, har været med i opsætninger af blandt andet "Folk og røvere i Kardemomme By", "De tre musketerer" og "Det magiske sværd". Julie Ottesen går til kor og har også været med i "Det magiske sværd". Trods erfaringerne med sang og dans er pigerne lidt nervøse for at skulle optræde for så mange mennesker 3. maj. - Jeg er bange for, at jeg glemmer teksten, smiler Julie Ottesen. Godt med Grease Pigerne har dog fået en slags forsmag på, hvordan det er at være i mediernes søgelys. Tirsdag 1. april var de sammen med deres to kor- og dansepiger Mathilde Stevns Kærgaard og Emma Holtegaard til pressemøde i København. Her skulle deltagerne præsenteres for den danske verdenspresse. - Vi er de første, der skal synge til MGP, så vi var også de første, der skulle præsenteres. Vi var godt nok noget nervøse, siger Sofie Vind Andersen. - De tog hele tiden billeder og stillede spørgsmål, og jeg var bange for at gøre noget forkert. Til pressemødet fik pigerne endnu en overraskelse. De skulle danse, som de gør i Grease. Alle fire piger er nemlig vilde med Grease, dels fordi der er mange gode sange i den, og dels fordi de er ret vilde med John Travolta. Selvom de var nervøse, var det en god oplevelse for pigerne at være til pressemødet. - Det var fedt at høre de andre synge, og vi fik mange nye venner, fortæller Sofie Vind Andersen. Venner støtter De gamle venner fra skolen er også meget interesserede i, hvad der foregår. Nogle gange lidt for meget. - Nogle gange spørger de om nogle ting, som vi ikke kan eller må svare på. Som for eksempel hvordan de andre sange er, siger Sofie Vind Andersen. Langt de fleste af vennerne støtter op om de fire piger, men misundelsens grønne ansigt har også vist sig. Pigerne tror dog, at det mest er, fordi de har opnået noget, som den misundelige måske altid selv har drømt om. - Jeg ville jo også være misundelig, hvis det var en anden fra min klasse, der var kommet med til MGP, og jeg ikke var, siger Sofie Vind Andersen. Pigerne øver næsten hver dag op til showet, og de har fået tilknyttet en lærer, der skal hjælpe dem med at finde nogle fikse dansetrin. At være med i MGP er ikke kun sjovt, det er også hårdt arbejde, når sang, dans og udseende skal falde på plads. Fra 30. april til 3. maj skal pigerne bo på hotel i København med de andre deltagere. I de dage skal der øves ekstra meget, for at alt skal være parat til at fyre den af om aftenen 3. maj. Det er også i de dage, at pigernes stil skal afklares. Deltagerne skal selv have tøj med til showet, men DR har en stylist, der vil hjælpe med valg af farver, hår og make-up. Det med make-up'en prøvede Sofie Vind Andersen og Julie Ottesen, da der skulle tages pressebilleder ved pressemødet. - Det var lidt mærkeligt. Det er jo ikke noget, vi er vant til, siger Sofie Vind Andersen. Stem på os Pigerne har fået lov til at tage 20 tilskuere med til showet, men det bliver mest familien og ikke klassekammeraterne, der kommer med. - Hvis de alle sammen er med, så er der jo ikke nogen hjemme til at stemme på os, siger Julie Ottesen. Og Julie Ottesen og Sofie Vind Andersen håber, at mange af vennerne stemmer på dem, for de vil selvfølgelig meget gerne have førstepladsen og den medfølgende pladekontrakt. Sammen med Emma Holtegaard og Mathilde Stevns Kærgaard kunne de godt tænke sig at være lidt ligesom EyeQ, men de ved også godt, at der et ansvar ved at være kendt. - Der er jo nok mange, der ser op til sig og gerne vil være ligesom en, siger Julie Ottesen. At de to forrige MGP-vindere (Sisse Søby og Razz) også kommer fra Nordjylland, ser pigerne ikke som et pres. De vælger at se det fra den positive side, at det skulle give dem en bedre chance. Og vinder de ikke, håber de bare på at kunne være mellem de fem bedste. Så skal de nemlig være med til at spille til "Åh, abe"-koncerterne rundt om i landet.