Natur

Sofie så køerne springe

72 børnehavebørn fra Oue og Veddum vidne til forårskåde køer på græs

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hvis nogen skulle tvivle på dyrenes glæde ved det første møde med saftiggrønt græs, så lad Michael Bygballes foto tale for sig selv.

VEDDUM:- Jeg synes nu, køerne skulle tage og danse endnu mere vildt, end de gør. For de elsker jo at spise græs, funderer femårige Sofie Rørbæk Kjærgaard. Fra sin trygge position bag det strømførende hegn betragter hun et halvt hundrede forårskåde køer spjætte rundt ud på Kærvejs saftige engarealer efter en lang vinter i staldene. Sammen med 29 andre børn fra Oue Naturbørnhave har Sofie gjort turen til mælkeproducent Ernst Hørlücks økolandbrug på Kærvej for at opleve de sortbrogedes første møde med Veddum naturens eget spisekammer. Det lokker kreaturerne som ismandens ringklokke i barndommens kvarter gjorde fyldest hos ungerne. En vinterlang med halm, ensilage og kraftfoder kalder på frisk græs. Også 42 børn og voksne fra den lokale børnehave Stjerne følger køernes sidste minutter i staldene. - Vi har lært, at når køerne er tykke, så kælver de. Og så giver de mælk, så bondemanden ikke behøver at købe mælken i butikkerne, forklarer Sofie. Vist så. Men den økologisk mælk, som Ernst Hørlück byder på til de medbragte madpakker, har Arla leveret. - Loven tillader ikke at servere upasteuriseret økomælk fra staldene, så mælken må lige en tur omkring mejeriet, forklarer han. Ideen med at invitere børn opstod i fjor, hvor børnehaven Krible-Bo fra Als gæstede gården. - Græsset modner gerne lidt senere i Veddum Kær, så vi ser tiden an. Byder marts på streng frost, må vi vente til ind i maj med at slippe køerne løs, tilføjer Ernst Hørlück. Nu er både Sofie og de 29 andre i Oue Naturbørnehave godt forvænt med grønne oplevelser. - Til daglig går vi udendørs, så tit vejret tillader det. Vi besøger både skov, fjord, eng og mose i vores nærområde, forklarer medarbejderne Helle Pedersen og Vicky Rasmussen. Også med børnehaven Stjernens dagligdag passer gårdbesøget perfekt. - Lige nu lærer vi en masser om, hvordan man passer på naturen. - Vi studerer haletudser i akvariet, som vi selvfølgelig slipper løs igen, og så har vi egen hjemmekompost og en hvis spand til almindelig affald. Børnene sorterer selv, forklarer medarbejderne Karin Nielsen og Hanne Nysom Flohr. Femårige Ellen fra Stjernen virker ikke imponeret over dagens oplevelser. - Derhjemme på gården har vi både grise i staldene, køer i engen og en tyr med ring i næsen, betror hun.