Sognegården på pumperne

De frivillige i det arbejdende museum har taget hul på ny sæson med vand i pumpen

Håndpumpen blev indviet på behørig vis. Privatfoto
Frederikshavn 8. maj 2014 04:46

FREDERIKSHAVN: Da Sognefogedgården åbnede for sæsonen, var det også med stor glæde, de kunne vise den nye håndpumpe på gårdspladsen frem.

Den er sponsoreret af Håndværkerforeningen og Brøndborerfirmaet K. Sørensen og Søn, der begge var repræsenteret ved en officiel indvielse af pumpen.

- Det er fantastisk vi har sådant et sted. Det skal bevares. Havde vi ikke disse ildsjæle, så lå der i dag en stor bygning og industri. Vi fra Håndværkerforeningen vil gerne være med til at fastholde vores kulturarv her i byen. Derfor har vi tilbudt Sognefogedgården denne donation i form af pumpen. Det har vi gjort i samarbejde med Brøndborerfirmaet K. Sørensen og Søn, som er specialisten på det her område, udtalte Lars Hostrup, som var til stede for Håndværkerforeningen.

Formanden for Sognefogedgårdens Venner, Anette Jørgensen forsikrede at pumpen vil blive brug til historieformidling.

- Vi har mange børnehaver og skoler som kommer og ser gården. Her kan pumpen nu være med til at fortælle, at man bare ikke lige åbner for vandhanen, når man skal have vand. Nej dengang skulle der arbejdes for føden, og det i alt slags vejr ude på gårdspladsen, fortæller Anette Jørgensen.

Pumpen vil nu komme til at indgå i den undervisning, man har på gården. Når pigerne skal vaske op, så er det ud til pumpen og hente vandet, ind og varme det over det gamle brændekomfur for til sidst at kunne vaske op i det.

Anette Jørgensen fortæller videre, at drengene skal hente vand til dyrene, og i gamle dage drak man af vandet fra pumpen, selvom den lå meget tæt på den gamle mødding. I dag må vandet kun bruges til dyrene og til at vaske op i.

Gårdens heste fik det første vandpumpe-vand.

På åbningsdagen var vejret med Sognefogedgården og nogle valgte at drikke en kop kaffe i solskinnet på gårdspladsen. Det var den rene Morten Korch. Sognefogedgården har åbent hver torsdag og søndag fra kl. 12-16 og den 1. torsdag i hver måned til kl. 20.30, hvor der også ville være spillemandsmusik.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...