Sognemøde: Bliver alle frelst?

Kristendom 10. september 2002 08:00

BROVST: Ved sognemødet i Brovst Præstegård i aften stilles spørgsmålet: Bliver alle frelst? Det er sognepræst Kaj Mogensen, Svankjær i Thy, der holder foredrag om emnet. Emnet Frelse og fortabelse og menneskets evige skæbne har altid optaget mange mennesker. For hvad menes der egentlig med Bibelens tale om frelse og fortabelse? Sognepræst Ejnar Grønlund fortæller, at mange har oplevet en truende forkyndelse, hvor helvedes pinsler i den evige ild blev udmalet og således næsten kunne true mennesker i himlen. - Men er det i grunden en bibelsk forkyndelse? Er det afgørende en dobbelt udgang, hvor nogle dømmes til evigt liv, mens andre dømmes til evig pine og fortabelse? Eller er det afgørende Jesu kærlighedsbudskab, der drager mennesker ind i frelsen. Er der tale om et altomfattende håb, så man kan forkynde "alles frelse"? - I samme åndedrag må vi spørge: Handler det her virkelig først og fremmest om livet efter døden? Eller drejer den bibelske forkyndelse om frelse og fortabelse sig i lige så høj grad om livet før døden?Det er nogle af de spørgsmål, som mange går med omkring emnet: Bliver alle frelst? Der er altså rig mulighed for at trænge ind i dette emne, måske blive provokeret. Efter foredraget er der mulighed for samtale og debat. Kaj Mogensen skrev sammen med biskop Søren Lodberg Hvas En folkebog om troen, der blev udsendt til alle husstande i Brovst i forbindelse med årtusindskiftet. Han har også udgivet en prædikensamling og en andagtsbog, samt adskillige bøger til brug i undervisning i skole og kirke. Det er menighedsrådet, der inviterer og hermed indleder den nye sæson af sognemøder m.m. En folder med oplysninger om sognemøder 2002-2003 og koncerter kan fås på kirkekontoret og i kirken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...