Sognets ny mødested
Brovst har fået sin sognegård efter mange års venten.
Det var en storsmilende og meget glad formand for Brovst Menighedsråd, Carina Frydestrand, som kunne byde velkommen til de mange, som i går formiddag ville være med til at indvi den ny sognegård i Brovst - ved siden af præstegården. Og Carina Frydenstrand havde god grund til at være glad og tilfreds. Sognegården har været på ønskesedlen i adskillige år. - For mange år og flere menighedsråd siden begyndte det forberedende arbejde. Derfor er vi meget glade i dag for den ny sognegård, som allerede er taget i brug, fortæller hun. I mange år blev den gamle konfirmandstue i præstegården benyttet til arrangementer. - Hver gang, der kom mange, måtte vi på loftet for at finde flere stole, fortæller menighedsrådsformanden og tilføjede, at den tidligere konfirmandstue nu er overtaget af sognepræst Jesper Boel Nielsen. Inden indvielsen af sognegården var der gudstjeneste, hvor biskop Henning Toft Bro prædikede. Han fulgte også med over i den ny sognegård. - Vi har fået mange huse, som det her. Det er godt at have et hus, hvor man kan samles mellem søndagene. Det skal være et samlingssted mellem søndagenes højmesser, sagde biskoppen. Han tilføjede, at den ny sognegård også skal rumme et provsti-kontor. I sin tale henviste biskoppen til en klumme, som han havde skrevet i Nordjyske, søndag, med titlen "Livssynsneutrale ceremonirum". Et svar til en ateistisk forening, som mener, at der er danskere, der har brug for rum absolut uden kristne symboler. Henning Toft Bro sagde, at ny sognegård aldrig må blive et ligegyldigt sted, men et sted, som kan bekræfte at brugerne er sammen i en kristen kirke, sagde biskoppen. Carina Frydenstrand fortæller, at der er stor interesse for at få lov til at benytte de fine nye lokaler.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.