Sokler skal beskytte mod oversvømmelse på Gjøl

Der skal laves en ny lokalplan for området omkring Gjøl Havn, og forvaltningen for Vækst og Udvikling i Jammerbugt anbefaler, at sokler på nybyggeri skal være mindst en halv meter høje. Det skal beskytte bygningerne mod oversvømmelse. Arkivfoto: Erik Sahl
Der skal laves en ny lokalplan for området omkring Gjøl Havn, og forvaltningen for Vækst og Udvikling i Jammerbugt anbefaler, at sokler på nybyggeri skal være mindst en halv meter høje. Det skal beskytte bygningerne mod oversvømmelse. Arkivfoto: Erik Sahl Freelancefotograf Erik Sahl

På Gjøl kan man måske snart se et eksempel på, hvordan det er nødvendigt at tilpasse sig klimaforandringer og tage hensyn til vandstandsstigningen i Limfjorden.

Vækst og Udvikling-forvaltningen i Jammerbugt Kommune anbefaler nemlig, at det skal være et krav, at alt nybyggeri i området omkring Gjøl Havn skal have en sokkelhøjde, en såkaldt sokkelkote, på mindst en halv meter, således at nye bygninger er mere beskyttede mod oversvømmelse.

- Med vandstandsstigningerne og de hyppigere storme presses vandet ind i Limfjorden. Det gør, at vandet stiger, og er der samtidig bølger på, kan det give forhøjede vandstande, hvor vandet trænger op, siger Malene Stentoft Sørensen, der er planlægger i Plan- og Miljøafdelingen i Jammerbugt Kommune.

Vand kan trænge op

Hun fortæller, at vandstandsstigningen på Gjøl Havn ikke er alarmerende højt. Ved hjælp af statistiske beregninger med data om højvandsstigninger fra mere end 150 år tilbage kan man se, at højvandstanden i år 2050 er på 2,03 meter ved det vildeste scenarie. Men her vil havnemolen med en højde på 2,5 meter beskytte mod oversvømmelser fra Limfjorden. Gjøl Havn ligger altså i en udmærket højde, hvor husene ikke er i fare for at blive oversvømmet. Men vandet kan trække op ved de lavereliggende strande vest og øst for havnen.

- Det er derfor, vi tager vores forholdsregler, i stedet for at vi begynder at opføre nye bygninger, som vil blive oversvømmet. Og vi ser jo, at græsplænen foran Gjøl Kro har været oversvømmet, fordi vandet skyller op på arealerne, når vandet i fjorden står særlig højt, og vinden kommer fra en bestemt retning, siger Malene Stentoft Sørensen.

Får ikke lavere huse

Med til anbefalingen om et krav om, at soklen på nybyggeri skal være på mindst en halv meter - og maksimalt en meter - hører også, at man hæver den totale højde for byggeri med en halv meter. Var den maksimale byggehøjde før på 5 meter, vil den med det nye krav blive 5,5 meter, så folk ikke får lavere huse.

I forvaltningen er medarbejderne opmærksomme på flere steder, hvor vandet står op, men ifølge Malene Stentoft Sørensen er der ikke mange steder, hvor der er decideret problemer, fordi Gjøl er det eneste område i Jammerbugt, hvor der bliver bygget i umiddelbar nærhed til vandkanten.

- Blokhus ligger også kystnært, men selve bygningerne ligger ikke ned til vandet, og man har stranden som en buffer. Men hvis der skulle bygges nyt ved Haverslev Havn eller Attrup Havn, ville man komme med de samme betragtninger (som for Gjøl Havn, red.), siger Malene Stentoft Sørensen.

Ifølge Malene Stentoft Sørensen - og klimatilpasningsplanen for Jammerbugt Kommune - er det i højere grad i forhold til diger, at den forhøjede vandstand i Limfjorden giver udfordringer for kommunen.

Kystdirektoratet opmærksom

Derudover kan vandet står højt i vandløbene, heriblandt å-løb, fordi der ikke er mulighed for at komme af med eksempelvis regnvand, når Limfjorden i forvejen er "fyldt op".

Forvaltningens anbefaling om at hæve sokkelhøjden på nybyggeri er en del af udarbejdelsen af en ny lokalplan for området omkring Gjøl Havn, og i høringsrunden var det Kystdirektoratet, som kom med bemærkningen om, at det var værd at være opmærksom på et minimum for sokkelhøjde for nybyggeri. Det samlede forslag til den nye lokalplan er lige nu udsat i Teknik- og Miljøudvalget og skal endeligt vedtages i kommunalbestyrelsen, før det bliver en realitet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden