EMNER

Sol og plantejagt

Sol og søndag. Det er den rene gødning for planteskolerne. Det var tydeligt i går, hvor der var rift om p-pladserne på de nordjyske planteskoler.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Vi er ikke havemennesker. Vi er havenydere. Derfor har vi tilrettelagt vores 800 kvm have, så den passer sig selv. Dorte og Ove Andersen var på jagt efter krydderurter.

Blandt dem, der valgte at bruge søndagen på plantejagt, var 31-årige Kristine Jakobsen, der bor i lejlighed i Aalborg midtby, men emigrerer til kolonihavehuset på Engdraget uden for Aalborg i sommerhalvåret. - Kolonihaven er et godt sted at stresse af fra jobbet, selv om det også er hårdt arbejde. Men haven er et godt projekt, og så er det rart at have noget flot at se på. Jeg slapper af i min have, siger Kristine Jakobsen, mens hun er på jagt efter hortensia, klatrerose, brudeslør, lavendel, et paradisæbletræ og noget stedsegrønt. Hun forudser, at dagens besøg på planteskolen i Gug koster hende 1000 kroner. - Men det er også ok, når det bare er en gang imellem. Og så får jeg også grus og sten med i købet, konkluderer Kristine Jakobsen. Også Dorte og Ove Andersen fra Nøvling trækker en indkøbsvogn rundt på planteskolens grusstier. Og det til trods for, at de ikke er havemennesker. Krydderurter i vognen - Vi er havenydere. Og så er vi på planteskole, fordi vi er flokdyr som alle andre. I vognen har de krydderurter til urtehaven. - Det er ikke så meget for vores egen skyld. Vi har tre drenge, der synes, det er sjovt at trække deres egne gulerødder op af jorden. Specielt om foråret synes de, det er spændende med den forbandede urtehave, griner ægteparret fra Nøvling. Lidt længere henne ad samme sti er Conny og Alex Thomsen ved at få gode råd om, hvilke planter der bedst udgør det læhegn, de er på jagt efter til terrassen på deres 5000 kvadratmeter store naturgrund i Guldbæk. - Det må ikke være pusse-nusse-planter. Vi har haft vores parcelhus. Nu har vi en naturgrund, og det noget med at finde planter, der passer sig selv, siger Conny og Alex, der tog springet fra parcelhushave til naturgrund for to år siden. - Nu er vi ikke i haven så tit. Men når det sker, så er der rigeligt med arbejde. Men nu foregår det med motorsav.