Sol og Strand omorganiserer: Fyrer 18 medarbejdere
Den digitaliseringsbølge, som er i gang inden for alle brancher i øjeblikket, rammer selvfølgelig også vores, lyder det fra ferieudlejningsbureauet
HUNE: Sol og Strand Feriehusudlejning har i denne uge gennemført en organisationstilpasning, der betyder, at man siger farvel til samlet 18 medarbejdere - ni på hovedkontoret i Hune og ni rundt om i landet blandt virksomhedens 21 lokalbureauer
Forklaringen er, at man ønsker at komme fremtidens krav på markedet for ferieudlejning i møde.
I en pressemeddelelse hedder det: "Markedet for feriehusudlejning gennemgår store forandringer i disse år. Det skyldes blandt andet den allestedsnærværende digitalisering og en øget konkurrencesituation på feriehusmarkedet".
- Det er beklageligt at skulle foretage organisationsændringer, der medfører en reduktion i medarbejderstaben, siger salgs- og marketingdirektør Thomas Christiansen fra Sol og Strand i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Vi er nødt til at tilpasse os markedet og have endnu mere fokus på at have de rette kompetencer for at imødegå fremtidens feriehusmarked. Den digitaliseringsbølge, som er i gang inden for alle brancher i øjeblikket, rammer selvfølgelig også vores, og det medfører blandt andet, at vores interne organisering og struktur skal ændres. Helt grundlæggende kræver det nemlig helt nye måder og metoder at tænke og arbejde på.
Han fortæller, at de berørte medarbejdere tilbydes professionel hjælp i deres videre færd på jobmarkedet.
Sol og Strand har fremadrettet 120 fuldtidsansatte plus et stort antal sæson- og deltidsansatte. jl
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.