Sol over Stenaldercentret

For en gangs skyld var der ingen mørke skyer over Ertebølle

Sønderup 22. april 2003 08:00

ERTEBØLLE: Med påsken indledte Stenaldercentret i Ertebølle den nye sæson. Falkoner Frank Skaarup Hansen, Sønderup, havde publikum i sin hule hånd, da han fortalte om falkejagtens historie, akkompagneret af lærkesang og vibefløjt og med den 17-årige landerfalk Zulu som vidne. Derefter gik alle på Ertebølle Bjerg, hvor den fem-årige falk Luna viste sine jagtinstinkter rundt om ørerne på folk, der sad på bjerget for at få deres eftermiddagskaffe. Før og efter opvisningen og i hele den kommende sæson kan publikum på stenaldercentret se om stenalderfolket, og om hvordan de boede og de redskaber, de brugte. Desuden er der en udstilling om eskimoer og inuitter. Stenaldercentret Ertebølle har tillige fået udsmykket undervisningslokalet op til sæsonåbningen med malerier af Ertebøllefolkene. Det er centrets daglige leder, Vagn Pedersen, som viser endnu et af sine talenter - nemlig malerier, der er lavet direkte på væggene i undervisningslokalet. Man håber også på, at der i løbet af den kommende tid bliver født en bisonkalv. Vagn Pedersen mener, det vil ske i løbet af maj måned, hvis koen er med kalv. Stenaldercentret er frem til 13. maj åbent hver weekend, men fra 13. maj er der åbent hver dag undtaget mandag hele sommeren. I løbet af sommeren vil der være forskellige aktiviteter, der allerede nu er planlagt. Falkoneren vil komme to gange mere i henholdsvis juni og juli måned. Midt i maj har Farsø Jagtforening et weekendarrangement. I begyndelsen af juni kan publikum komme på skattejagt, og senere på måneden er der alternativ weekend, hvor man kan se og høre om alternative behandlinger. Men det helt store arrangement, som gennem flere år har fundet sted i august måned, er Kulturtræffet, der bliver holdt over forskellige temaer. Hvad årets kulturtræf kommer til at indeholde, ved man endnu ikke, men der er tradition for, at dette arrangement samler rigtig mange mennesker.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...