Sol over storcentret

Når det er for koldt til stranden vælger mange at bruge en dag i storcentret

Anders Sønderup
Trist vejr, god PR og SP-penge har lokket nordjyder og turister i butikkerne, her Aalborg Storcenter.
Norge 1. august 2007 06:00

AALBORG: På p-pladsen holder der biler fra Møldrup, Haugesund, Oslo og Frankrig. Godt nok figurerer Aalborg Storcenter - og Bilka - ikke på listen over de mest besøgte turistattraktioner i Nordjylland, men hvis det gjorde ville det være tæt på førstepladsen. For Aalborg Storcenter er tæt på at være lige så fast et indslag i turisternes ferieplan som Fårup Sommerland. Især i en sommer som den her, hvor stranddagene har været til at tælle på en hånd. Rigtig mange har i stedet for valgt at bruge en feriedag på at tage en tur i storcentret. Jo dårligere vejr, jo flere kunder i butikken. I Bilka har man nærmest bestemt hvor mange kasser, der skulle åbnes, efter vejrudsigten. Alene i Bilka har der i juli måned været omkring 800.000 inde i butikken. - For os har det været en rigtig, rigtig god sommer. Det er gået langt bedre end vi havde turdet håbe på, fortæller driftschef Jan Thuesen. Samme melding kommer fra Aalborg Storcenter, der også kan melde om rekordhøjt antal gæster. - I de sidste 14 dage har der været proppet herinde, siger centerchef Bo Kold Søndergård. Helt præcist hvor meget turisterne har proppet i indkøbsvognene er en forretningshemmelighed, men der er tale om et anseeligt millionbeløb. Især nordmændene er rigtig gode indkøbsgæster - i Norge er priserne nemlig betragteligt højere end i Danmark, så derfor er nordmænd med overlæs på indkøbsvognen ikke noget særsyn. - Men det er sådan set af alle varegrupper, der har været ekstra salg denne sommer. Også elektronik er gået rigtig godt, fortæller Jan Thuesen fra Bilka. Ikke engang hvad angår grillmad har der været nogen nedgang i salget. Også i resten af landsdelen har der været godt gang i handlen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...