Solbakken vælger tre nye startere mod Slavia Prag

Viktor Fischer, Rasmus Falk og Pierre Bengtsson er nye i startopstillingen i forhold til 2-1-sejr i Bordeaux.

FC København skal torsdag mod Slavia Prag forsøge at spille sig nærmere et avancement til forårets knockoutkampe i Europa League.

Selv om FCK for tre uger siden hentede en sejr ude over Bordeaux, så har manager Ståle Solbakken alligevel valgt at foretage tre ændringer i startopstillingen mod tjekkerne.

På midtbanen har Solbakken foretaget to ændringer og fundet plads til Rasmus Falk centralt og Viktor Fischer på venstrekanten.

Falk overtager pladsen fra William Kvist og skal spille i motorrummet ved siden af Ján Gregus. Fischer, der var skadet i Bordeaux-kampen, glider ind i venstre side i stedet for den karantæneramte anfører Carlos Zeca.

Formstærke Robert Skov huserer som vanligt på københavnernes højrekant. Skov kom ind fra bænken for tre uger siden og sikrede i overtiden københavnerne sejren mod Bordeaux.

I forsvaret har Ståle Solbakken på venstrebacken fundet plads til Pierre Bengtsson, hvilket sender Nicolai Boilesen ud på bænken i forhold til opgøret i Bordeaux.

Bortset fra de tre ændringer er startopstillingen den samme som for tre uger siden.

I målet er Stephan Andersen blevet foretrukket i stedet for Jesse Joronen. I det centrale forsvar spiller Andreas Bjelland og Sotirios Papagiannopoulos, mens Peter Ankersen er højreback.

Det københavnske angreb udgøres af Dame N'Doye og Pieros Sotiriou. Sotiriou scorede det første FCK-mål i Bordeaux.

FCK og Zenit St. Petersborg topper gruppe C med hver fire point foran Slavia Prag med tre point. Bordeaux har endnu ikke hentet point.

De to bedste fra gruppen går videre til forårets knockoutkampe.

Der er kampstart klokken 18.55.

FC Københavns startopstilling mod Slavia Prag (4-4-2): Stephan Andersen - Peter Ankersen, Sotirios Papagiannopoulos, Andreas Bjelland, Pierre Bengtsson - Robert Skov, Rasmus Falk, Ján Gregus, Viktor Fischer - Pieros Sotiriou, Dame N’Doye.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.