Solberg går af for at lade Støre træde til

Erna Solberg takker af efter otte år på posten som statsminister i Norge. Torsdag overtager Jonas Gahr Støre.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Norway Politics Arbeiderpartiets leder, Jonas Gahr Støre, viser en opadvendt tommelfinger, efter at han tirsdag var hos kong Harald for formelt at få til opgave at danne regering. Torstein Boee/Ritzau Scanpix

OSLO:Der var travlt ved kongeslottet i Oslo tirsdag middag.

Norges afgående statsminister, Erna Solberg, var hos kongen sammen med sine ministre for at meddele regeringens afgang efter valgnederlaget i sidste måned.

Omkring en time senere, klokken 13.55, ankom Arbeiderpartiets leder, Jonas Gahr Støre, og gik ind af slottets døre.

25 minutter senere kom han smilende ud igen, gav en opadvendt tommelfinger til pressen og satte sig så ind i bilen igen.

Inde på slottet var Støre til audiens hos Norges kong Harald, der formelt gav ham opgaven med at danne regering.

Støre og Arbeiderpartiet (Ap) nåede i sidste uge til enighed med Senterpartiet (Sp) om at danne en mindretalsregering i Norge.

Tilsammen sætter de to partier sig på 76 af Stortingets 169 mandater.

Inden Støres audiens hos kongen afslørede den kommende statsminister over for norsk TV2, at det ikke er alle ministre, han ønsker i sin regering, som han har fået ringet til endnu.

- Kabalen er helt klar, men der er stadig lidt arbejde med at gennemføre den, men det har vi tid til, siger han til TV2.

Der er planlagt regeringsskifte torsdag. Støre ventes at præsentere sin nye regering omkring klokken 12.15 samme dag.

Frem til torsdag er det Erna Solberg og hendes regering, der fortsætter som et såkaldt forretningsministerium.

Tirsdag eftermiddag holdt Solberg sit formentlig sidste pressemøde i sine otte år som statsminister.

Hun understreger, at hun er stolt over meget af det, hendes regering har nået i de otte år.

- Vi har arbejdet for at skabe et mere bæredygtigt Norge, både socialt, økonomisk og ikke mindst klimamæssigt, siger hun på tirsdagens pressemøde.

Solberg lover i samme ombæring, at hendes parti, Høyre, også fremover vil være "et ansvarligt og forudsigeligt parti", også når det kommer i opposition.

- Vi ved, at der er stort behov for konstruktive oppositionspolitikere, når man har mindretalsregeringer. Det er det, landet af og til har brug for - brede konstellationer og brede samarbejder, siger hun.

/ritzau/NTB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden