Aalborg

Solbrun krop og fysisk velvære i ét

Hos byens nye massør er der også mulighed for en tur i solariet

ARDEN:Skulle man have lyst til at lade sine muskler massere og kombinere det med en tur under sydens kunstige sol, kan det nu lade sig gøre på Bluhmesgade i Arden. Her tilbyder Tove Holmager massage i tilknytning til de lokaler, hvor hendes mand de sidste fem år har drevet solcenter. - Jeg ville godt starte her, for alle kender stedet og har nemt ved at komme hertil, siger Tove Holmager om lokalefællesskabet med mandens solcenter. Den disposition ser ud til at være klog, for indtil videre har der været god belægning på briksen. - Det er gået rigtig godt i de første uger, men det skyldes nok også nogle gode åbningstilbud, forklarer Tove Holmager. - Det er alle typer, der kommer og får massage her. Både unge og gamle, kvinder og mænd. De fleste har et bestemt problem, de gerne vil have behandlet, men der er også en del, der kommer udelukkende for fornøjelsens skyld og den velvære massage giver, oplyser den nystartede massør. Hun er vant til at tage fat og har tidligere arbejdet i en børnehave og en skolefritidsordning, men hun fik lyst til at prøve noget nyt og valgte derfor at begynde på Skolen for Idrætsmassage i Aalborg, hvor hun har gennemført uddannelsen til Lægeeksamineret massør. Selv om hun har fået hænderne fulde i det kombinerede massage- og solcenter, har hun stadig arbejde ved siden af. - Jeg har nogle få timer i Butik Fantasi i Østergade sammen med et vikarjob som omsorgsmedhjælper for udviklingshæmmede i Bofællesskabet og Boenheden her i Arden, fortæller Tove Holmager. Samtidig passer hun et kursusforløb, hvor hun uddanner sig til kranio-sakral terapeut, der er en behandlingsform rettet mod centralnervesystemet. - Så der kommer flere tilbud med tiden, oplyser hun, før dagens første kunde lægger sig på briksen.