Soldat løsladt efter fem år hos Taliban

Soldaten har svært ved det engelske sprog efter fem års fangenskab

Arkivfoto
EMNER 1. juni 2014 11:36

WASHINGTON: En 28-årig amerikansk soldat er blevet sat fri efter næsten fem års fangenskab i Afghanistan. Det bekræfter den amerikanske præsident Barack Obama lørdag.

På et kort pressemøde i Det Hvide Hus’ rosenhave fastslår Obama, at USA har en klar forpligtigelse til at bringe sine krigsfanger hjem igen.

- Selvom Bowe var væk, var han aldrig glemt. Hans forældre tænkte på ham og bad for ham hver eneste dag, siger præsidenten.

- Jeg er din far

Amerikanske specialstyrker fik overdraget sergent Bowe Bergdahl ved en fangeudveksling lørdag i det østlige Afghanistan. Han har det tilsyneladende efter omstændighederne godt og bliver nu undersøgt af læger i Afghanistan.

Men de mange år som Taliban-fange har sat sine spor. Det gav soldatens forældre et indblik i på pressemødet, hvor de virkede meget berørte over nyheden.

- Jeg vil gerne sige noget til Bowe, der har problemer med at tale engelsk, siger faren Bob Bergdahl, hvorefter han siger nogle sætninger på et af de afghanske sprog.

- Jeg er din far, Bowe, tilføjer han på engelsk.

Brød sammen

Bob Bergdahl fortæller, at kompleksiteten i forbindelse med sønnens bedring aldrig vil blive fuldstændig til at forstå.

Ifølge kilder i det amerikanske forsvar var Bowe Bergdahl i stand til at gå, da han blev løsladt.

- Da de kom om bord i en helikopter, skrev han på en paptallerken, ”SF” (speciel forces, red)?, siger kilden, som refererede til forkortelsen for amerikanske specialstyrker.

- Piloterne svarede højt til ham. Ja, vi har ledt efter dig i lang tid. Og på det tidspunkt brød sergent Bergdahl sammen, siger forsvarskilden.

Fangeudveksling

Den dengang 23-årige Bowe Bergdahl fra Idaho forsvandt den 30. juni 2009 under ukendte omstændigheder. Gidseltagningen skete omkring to måneder efter, at sergenten var ankommet til Afghanistan.

For at få Bergdahl løsladt har USA måttet overdrage fem Taliban-fanger, der har siddet indespærret på Guantanamo-basen i Cuba, til Qatar.

Fangeudvekslingen sker efter flere måneders indirekte forhandlinger mellem USA og Taliban, hvor Qatar har fungeret som mægler.

- Qatars regering har forsikret os om, at det vil iværksætte foranstaltninger, der sikrer vores nationale sikkerhed, siger Obama på pressemødet uden dog at komme nærmere ind på, hvad det vil sige.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...