Soldater æret med flag

Markering landet over

Forsvarsminister Søren Gade hilste på soldaterne, der deltog i paraden på Christiansborg Slotsplads.Foto: Scanpix
København 6. september 2009 06:00

KØBENHAVN: Soldater, politikere og kongehuset markerede lørdag Danmarks første officielle flagdag, som er til ære for samtlige danske soldater, der har været udsendt siden 1948. Også i bl.a. Aalborg og Frederikshavn og flere andre steder landet over blev flagdagen markeret. Både regentparret og kronprinsparret var således til stede ved mindegudstjenesten for de pårørende i Holmens Kirke, hvor de faldne soldater blev æret. I København blev navnene på samtlige 91 faldne soldater siden 1948 læst op i Holmens Kirke, hvorefter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt tale. - Vi mindes i dag samtlige faldne i Danmarks tjeneste siden Anden Verdenskrig. I den periode har vi vist, at vi er parate til at kæmpe for en bedre verden - for frihed, for fred og sikkerhed. Og vi vil altid være villige til at gøre det, siger statsministeren. Efter gudstjenesten blev der holdt militærparade på Christiansborg Slotsplads, som normalt er tilholdssted for den fredsvagt, der hver dag siden 19. oktober 2001 har indfundet sig på slotspladsen. Fredsvagtens regnbuefarvede flag vejede da også på Danmarks første officielle flagdag. Det foregik dog i baggrunden, mens forsvarsminister Søren Gade (V) hilste på flere af de fremmødte soldater. Lagde en krans Forsvarsministeren begyndte sin dag i hjembyen Holstebro, hvor han besøgte og lagde en krans på Dragonkasernen. Søren Gade er selv dragonofficer, og netop Jydske Dragonregiment har været hårdt ramt af dødsfald og sårede i forbindelse med udsendelser til internationale missioner, skriver Hærens Operative Kommando på sin hjemmeside. Flagdagen afsluttedes med en reception i Folketinget./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...