Soldater kæmper videre mod forsvaret

Soldater med psykiske lidelser er klar til at føre kampen mod forsvaret videre i Landsretten trods ß afslag på erstatning

EMNER 13. december 2002 07:00
AALBORG: Danske soldater, som har fået psykiske ar på sjælen efter voldsomme oplevelser i krigsramte områder, er klar til at fortsætte kampen for erstatning. I går sagde forsvaret nej til at yde erstatning til soldaterne med den begrundelse, at man ikke havde svigtet sin omsorgspligt som arbejdsgiver. Så nu fortsætter kampen ved Landsretten. - Allerede inden forsvarets afgørelse gjorde jeg op med mig selv, at jeg var klar til at fortsætte min sag i det civile retssystem, fortæller H.K.T., der af hensyn til familien ønsker at være anonym. H.K.T. er en af foreløbig tre soldater, der har lagt sag an, for at få forsvarets ledelse til at erkende et ansvar for de psykiske skader, soldaterne stadig bærer rundt på. - Jeg har oprettet en kredit på 50.000 kroner til advokatsalær, psykologhjælp og diverse udtalelser og attester. Og det beløb er så småt ved at være brugt op, så får jeg ikke fri proces til at føre sagen ved Landsretten, vil de to andre soldater og jeg overveje at vælge én af de tre sager og køre som prøvesag for de andre. Det vigtigste er at få en sag igennem systemet, mener soldaten. De psykiske lidelser, som H.K.T. søger erstatning for, stammer tilbage fra 1992, hvor han var udsendt til det nordlige Irak. Stort set hver gang han skulle passere en irakisk kontrolpost blev H.K.T. holdt op med et gevær, fordi de irakiske soldater mistænkte ham for at være amerikaner. De mange møder med russiske Kalashnikov-geværer i hånden på irakere gav danskeren angstanfald, og han søgte sin talsmand for at få hjælp til at komme hjem. - Talsmanden ville ikke skrive, at jeg var bange i hans indberetning til hovedkvarteret i Baghdad. I stedet skrev han, at jeg havde forstuvet en ankel, og at jeg savnede min familie derhjemme, husker H.K.T. Hovedkvarteret afviste at sende ham hjem til Danmark med henvisning til, han jo alligevel stod til at skulle hjemsendes 14 dage senere. I panik stak han af fra lejren. - Jeg var så bange og skulle bare hjem. Men efter en vild nats jagt fandt de mig, og slæbte mig tilbage til lejren, hvor jeg blev låst inde i et af husene. Få dage senere brød jeg fuldstændigt sammen og blev fløjet direkte til Rigshospitalet, siger den 36-årige H.K.T., der bliver ved indtil forsvaret erkender sit ansvar for de soldater, der har fået psykiske mén af at gøre tjeneste i krigsramte områder.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...