Soldater melder fra til Afghanistan

KØBENHAVN:Siden august har næsten halvdelen af soldaterne i et af de to kompagnier, der sendes til Afghanistan efter nytår, meldt fra. 60 ud af 107 konstabler og seks ud af 17 befalingsmænd fra Livgarden har fortrudt deres tilmelding til missionen, skriver Berlingske Tidende. Det er ifølge kommandørkaptajn Søren Rugaard-Larsen fra Forsvarets Personeltjeneste flere end sædvanligt. Trods det store frafald i Livgarden forudser han, at frameldingerne fortsætter. En af årsagerne til det store antal frafaldne i Livgarden kan ifølge Jens Lønborg være, at soldaterne har været hårdt ramt med fem dræbte soldater i Øvre Gereshkdalen siden september. En anden forklaring er, at livgardere ikke er fastansatte, men nyuddannede soldater på kontrakt. Derfor har de lov til at melde fra når som helst. /ritzau/