Soldater på afveje i Afghanistan

Mig bekendt står der ikke noget i det bælte, som danske soldater går med. Men efterhånden i en del år har danske soldater befundet sig i Afghanistan, og vi er på det seneste blevet orienteret om, at disse soldater bliver betjent af præster, som er til stede for at holde gudstjeneste for dem og i øvrigt tale fortroligt med dem i det omfang, behovet er der. Hvor i verden danske soldater end er udstationeret, må kirken naturligvis være til stede. Så langt så godt. Men det må i allerhøjeste grad understreges, at danske soldater er på afveje, når de befinder sig så langt borte som i Afghanistan. Jeg vil udtrykke det så stærkt som at spørge: "Hvad i alverden bestiller de der!" Et stort og bredt flertal fra de fleste af folketingets partier har bakket op om den besynderlige og bekostelige og udsigtsløse krig, som Danmark fører i Afghanistan. Det er yderst bekymrende, at så mange ansvarlige politikere kan bilde sig selv og hinanden ind, at det overhovedet er tilrådeligt for Danmark at involvere sig i en absolut menings- og nytteløs kostbar krig, hvor der slet ikke i overskuelig fremtid er mulighed for en fredelig løsning og udgang. Det Nato-dirigerede felttog mod Afghanistan har ødelagt alle fredelige og humanitære hensigter og muligheder. Tilstedeværelsen af udenlandsk militær har ikke uventet spoleret det tillidsfulde forhold, som tilstedeværelsen af repræsentanter for humanitær hjælp kunne have bygget sit arbejde på. I uoverskuelig tid fremover - selv efter at udenlandsk militær er trukket væk fra afghansk territorium, vil det ikke være muligt at genopbygge et fredeligt og tillidsfuldt forhold til afghanerne. Politikere fra Danmark og de andre vestlige lande, som mener det alvorligt med at Afghanistan har behov for et humanitært løft, kan kun vise det ved at beslutte, at alt vesterlandsk militær skal trækkes ud af landet; det kan ikke ske hurtigt nok. Den udenlandske militære tilværelse i Afghanistan har i al sin tid været en misforståelse, en krænkelse og forhånelse af det fattige land samtidig med, at Danmark ikke har kunnet vælge en dårligere måde at vise, at vi skulle være et fredselskende folkefærd. Det er tydeligt for enhver, at de store millionbeløb, der spildes på den tåbelige krig, kunne være anvendt som ulandshjælp til det fattige land eller - hvis denne mulighed er spoleret - til noget fornuftigt og nødvendigt herhjemme. Der er gode formål nok. Tilbage i 2010 skrev Herbert Pundik i dagbladet Politiken: "Washington har erkendt, at den hurtigste vej ud af den afghanske fælde ikke er brolagt med dræbte talibanske guerillakæmperes lig. Tværtimod. Nu gælder det om at vinde talibanernes sind og - om muligt - hjerter".