EMNER

Soldaterdag splitter Folketinget

KØBENHAVN:Folketingets formand, Thor Pedersen (V), slår tingets døre op for danske soldater, som har været på internationale missioner. Thor Pedersen støtter således et forslag fra De Konservative om årligt at lade soldaterne hylde ved en parade på Christiansborg. - Rent principielt mener jeg ikke, man kan gøre nok for at hædre de danske soldater, som sætter livet på spil i det danske demokratis tjeneste, siger Thor Pedersen i en kortfattet kommentar til forslaget fra De Konservatives medlem af Folketingets Præsidium, Helge Adam Møller. Ifølge Helge Adam Møller kan paraden for udsendte soldater være en parallel til statsborgerskabsdagen, som i fire år har været en kæmpesucccés på Christiansborg. Det kan så ske på soldatens flagdag, som Folketinget har aftalt at indføre i august 2009, mener Helge Adam Møller. Forslaget splitter imidlertid Folketingets fem mand store ledelse, præsidiet, som traditionelt træffer beslutninger i fællesskab. SF's medlem af præsidiet, Holger K. Nielsen, afviser forslaget. Han mener, at Folketinget skal være forsigtig med at udnævne sådanne dage og kalder det "et skråplan". - Det er ikke, fordi jeg ikke vil give soldaterne opbakningen, men krigene i Afghanistan og Irak har splittet befolkningen, så det vil ikke være rigtigt med en sådan dag, siger Holger K. Nielsen. De borgerlige medlemmer af præsidiet er ikke enige om, hvilken augustdag, der i givet fald skal holde for. Forsvarsminister Søren Gade (V) foreslår at holde soldaternes flagdag 31. august, fordi korvetten "Olfert Fischer" på denne dag i 1990 blev sendt til Den Persiske Golf. Men Dansk Folkepartis medlem af præsidiet, Søren Espersen, mener, at flagdagen bør holdes 29. august, hvor den danske regering den dag i 1943 opgav samarbejdspolitikken med Nazityskland.    Socialdemokraterne har ikke noget imod en parade, men partiets forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, kræver, at VK-regeringen først går med til at give udsendte soldater mere i løn. Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen, frygter, at en sådan parade vil "politisere" de udsendte soldater. - Der er stor kritik af de krige, som vi har deltaget i. Og der er ingen grund til at puste til den uenighed med en parade, hvor soldaterne kom til at stå som ansvarlige for de krige. Det ansvar må politikerne påtage sig og ikke rode soldaterne ind i, siger Frank Aaen. /ritzau/