Soldreven rumskib gået tabt

MOSKVA: Ruslands nordflåde bekræftede onsdag formiddag, at verdens første soldrevne rumfartøj Cosmos 1, der aftenen forinden blev opsendt fra en ubåd i Barentshavet, er gået tabt. Satellitten, der skulle have fulgt opsendelsen "etablerede ikke kontakt, hvilket betyder det er gået tabt", sagde en talsmand for nordflåden med henvisning til de signaler, som rumfartøjet burde have udsendt. Det russiske rumagentur Roskosmos oplyser på sin hjemmeside, at det var løfteraketten Volna, der svigtede under opsendelsen. Cosmos 1 var blevet opsendt fra en ubåd som et ballistisk missil. De private initiativtagere bag det amerikansk-russiske projekt havde håbet at bevise, at lysets stråler kan bruges som en ubegrænset drivkraft til rumrejser. "Motoren" på Cosmos 1 bestod af otte trekantede sejl, der var fremstillet af højreflekterende, ultratyndt materiale, og som tilsammen udgjorde et 30 meter bredt spejl. /ritzau/