Alternativ energi

Soldrevet afkøling i Skive

Solvarmeanlæg på nyt rådhus skal drive aircondition

SKIVE:Mens aircondition er godt for arbejdsmiljøet, er det skidt for det globale miljø, fordi den svalende kølighed kræver strøm. Og jo større vinduespartier, åbne døre og dårlig isolering, desto mere stiger elforbruget. For at opnå kold luft svarende til tre-fire kWh skal der trækkes cirka en kWh fra elnettet. Sådan behøver det imidlertid ikke at være. Energien kan trækkes direkte fra solen. Det forsøger man i hvert fald i Skive Kommune i forbindelse med byggeriet af et nyt rådhus, der er spækket med alskens teknik med henblik på at gøre huset så energiøkonomisk som muligt. Solvarmeanlægget - en installation, der i årevis har været obligatorisk på kommunens nybyggerier og ved større renoveringer - skal på rådhuset ikke bare levere varmt vand, men også energi til afkøling af bygningens kontorer. Det lader sig gøre, fordi man ved anlægget i Skive gør brug af et andet princip end det gængse i airconditionanlæg og for den sags også køleskabe. - I et normalt køleanlæg er der en kompressor, som er det komponent, der sluger hovedparten af elektriciteten, men på rådhuset har man valgt absorptionsprincippet, der med varme som drivkraft er i stand til at frembringe kulde, fortæller salgschef Knud Erik Nielsen fra Arcon Solvarme i Skørping, der leverer solfangerelementerne til anlægget. Absorptionsprincippet bliver typisk anvendt i køleskabe på hoteller og i campingvogne. I sidstnævnte tilfælde har de den fordel, at de kan køre på gas. - Energiøkonomisk er absorptionskøling langt mindre effektivt end en kompressordrevet kølesystem, men ved at bruge solvarme i stedet for den kostbare elektricitet hænger det bedre sammen, siger Knud Erik Nielsen. Interessant marked Hos Arcon har man leveret solfangere til tilsvarende anlæg andre steder i Europa, og med det stigende behov for køling betragter virksomheden soldrevet køling som et meget interessant marked. I vinterperioden vil solfangerne levere varmt vand til rådhusets opvarmning. Også hos Strandby Varmeværk arbejder man med planer for solkøling. Her handler det om levering af kulde til de mange virksomheder på havnen, der har et stort kølebehov.