Solen brød frem i tide

Klar til 500 fodboldkampe ved rekordstor LKB Cup i Gistrup.

Med Dannebrog i spidsen forlader de mange spillere Gistrup Stadion efter åbningsceremonien. Nu gælder det fodbolden. Foto: Martin Damgård

Med Dannebrog i spidsen forlader de mange spillere Gistrup Stadion efter åbningsceremonien. Nu gælder det fodbolden. Foto: Martin Damgård

Timingen var perfekt, for i samme øjeblik som Aalborg Garden torsdag morgen nåede ind på Gistrup stadion i spidsen for de deltagende hold i årets LKB Cup, brød solen frem. Efter at det rekordstore antal hold på 151 var placeret på Gistrup stadion, blev de deltagende landes nationalmelodier spillet, og de mange norske gæster blev samtidig hyldet for deres sejr i årets melodigrandprix, inden klubbens hovedformand bød de mange gæster velkommen både på dansk og tysk. Den officielle åbning af den 29. LKB Cup var lagt i hænderne på byrådskandidat Tina Staun Sørensen fra Socialdemokratiet, og hun omtalte turneringens store betydning for byen og sørgede samtidig for, at de mange hundrede frivillige hjælpere under det fem dage lange arrangement fik en stor klapsalve af deltagerne fra Tyskland, Norge og Danmark. De godt 1700 indkvarterede gæster er fordelt på skolerne i Klarup, Nøvling, Fjellerad og Gistrup, så der er i de kommende dage mange lokale busruter for at sikre, at gæsterne ikke bare får spillet fodbold i henhold til turneringsplanen men også har mulighed for at få sulten stillet tre gange om dagen i den gamle Gistruphal. Frem til søndag middag, hvor den sidste finale afvikles, skal der spilles mere end 500 kampe i de 14 forskellige rækker, så alle disponible baner på LKB-Gistrups anlæg er i brug, og derfor er alle turneringskampe i samme periode blevet flyttet.