Fjerritslev

Solen skinnede over folk og fæ

Dyrskuepladsen i Fjerritslev tiltrak 151 dyr og masser af mennesker til årets dyrskue

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hiiiiv... Det er ikke altid nemt at få de store dyr til at makke ret.

FJERRITSLEV:Essen ved Warmdahls Beslagsmedje dannede sammen med køernes muhen, hestenes vrinsken og fårenes brægen lydkulisserne for årets dyrskue i Jammerbugt Kommune, som foregik lørdag eftermiddag på dyrskuepladsen i Fjerritslev. Igen i år var der en flot tilslutning, da ikke mindre end 151 dyr fordelt på 33 heste, 58 stykker malkekvæg, 50 stykker kødkvæg og 10 får blev vist frem. Dernæst var der en lang række af andre dyr - lige fra bier og mus til kaniner og ponyer, som for fleres vedkommende kunne opleves på børnenes dyrskue.

Ørkenrotter havde også sneget sig med. Dem viste foreningen Dansk Mus & Gerbil (ørkenrotter, red.) frem. På pladsen kunne man også se nærmere på de store landbrugsmaskiner, bage pandekager over bål, male korn til mel, prøve ponyridning eller blot sidde og nyde solen foran pølsevognen med en fadøl i hånden. Der var kort sagt lidt for enhver smag uanset alder.

- Det er jo det, der gør dyrskuet i Fjerritslev så godt. Her er meget til børnene, og så er det på et overskueligt område, hvilket gør det ret hyggeligt, siger Christina Museth, som var taget til dyrskue sammen med familien.

Jonna Bach, formand for dyrskueudvalget, er også tilfreds med dagen.

- Der er sket en stigning af tilmeldinger af dyr til dyrskuet, hvilket jo er dejligt. Desuden tror vi også, at valget af pinselørdag kan trække nogle flere turister til, siger Jonna Bach, som selv havde seks jerseykøer med fra Kollerup Præstegaard. Der var dog ikke så mange maskiner udstillet som ved tidligere dyrskuer.

- Det skyldes formentlig, at det er i pinsen, da flere jo tager på ferie, men det er jo heller ikke let at finde en dag, hvor alle kan, siger Jonna Bach.

I løbet af dagen var der flere underholdningsindslag. Et af dem var Frieser Nords imponerende show ”Engle og dæmoner”, som er inspireret af de sorte ryttere i ”Ringenes Herre”.

- Det er meget anderledes, end hvad man plejer at se ved kvadrilleridning. Det er en form for teater til hest, siger formanden for Frieser Nord, Kira Clausen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.