Byggeri

Solen tittede frem over Æblehaven

De første af Æblehavens andelshavere kan flytte ind i uge fem

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Solen skinnede over byggepladsen - et godt forvarsel, mener bygherrerne.

FREDERIKSHAVN:Lige til det sidste truer den mørkegrå himmel med en ordentlig skylle, men da kransen er på plads over Æblehaven, og pølsevognen har åbnet dørene, så titter solen alligevel frem og varmer den mudrede byggeplads med sit skarpe efterårslys. - Det må være et godt tegn, mener Michael Jacobsen, der er direktør hos bygherren, Arne Andersen. Han er sammen med bygherrer, leverandører, ejendomsmæglere, håndværkere og kommende andelshavere til rejsegilde på de 30 huse på Abildsvej i Frederikshavn, der får navnet Æblehaven. Man har valgt et "samlet" rejsegilde over alle boligerne i stedet for at holde et for hvert hus. Endnu er andelsboligforeningen ikke stiftet, det sker først 15. november. Alle andele er da heller ikke solgt endnu. Indtil videre er der solgt 15 og reserveret fire af de 30 huse. Men det skal nok ændre sig, fortæller Hans Skovgaard, Nybolig og Arne Andersen. - Det er jo attraktivt at bo i de her andelsboliger, hvis man eksempelvis skal nyde sit otium. - Man får et funktionelt og vedligeholdelsesfrit hus og bliver del af et fællesskab, mener de. Erik Fredborg fra Nybolig understreger, at boligerne også sagtens kan henvende sig til børnefamilier, da de ligger helt tæt på Abildgaardsskolen. De gule andelsboliger med de sorte tage fås i 3 forskellige størrelser i fire modeller, der er fra 95 m2 til 114 m2. Der hører have og carport til. De ydre rammer er fastlagt, men indretningen i boligerne er individuel. Så tæt på alting! Else Hansen fra Strandby er til rejsegilde med sin søn og datter. Hun glæder sig til at flytte ind i sin nye bolig. - Det bliver et dejligt sted - så tæt ved byen, indkøbsmuligheder, plejehjemmet og så er det nemt at vedligeholde, siger hun. Det kribler da også i fingrene for at komme til at indrette den nye andelsbolig. Målebåndet er med i lommen, indrømmer hun smilende. Klar i uge fem Indtil videre må hun og de øvrige andelshavere væbne sig med tålmodighed en lille tid endnu. Helt præcist indtil de første boliger står klar i uge fem. Håndværkerne får sig en pause her til rejsegildet, men de får travlt. - Vi skal nok nå det, men vi har travlt, siger Michael Jacobsen. Ikke mindst de voldsomme byger sætter deres begrænsning. - Det betyder, at vi lynhurtigt skal have blandt andet tagsten på plads, så der ikke sker skader, forklarer han.