Nibe

Solfyldt marchsucces

Der blev gået til den på Nibes stier og veje

NIBE:Solen hamrede ned over startstedet på Nibe Sundhedscenter, da Nibe Fodslaw søndag tidligt på formiddagen affyrede startskuddet på årets Nibe March, og det blev ildkluglen ved med under den resterende del af den lokale marchbegivenhed. Det var til udelt glæde for de cirka 140 traveglade nordjyder, der havde valgt at benytte denne solbeskinnede søndag til at få asfalt og grus under sålerne i hyggeligt samvær omkring deres store fritidsinteresse: At trave de nordjyske veje tynde til sund trimning af hjertet og resten af kroppen i øvrigt. Alle fik en oplevelse ud over det sædvanlige på fire velvalgte - og afprøvede - ruter rundt om i det vesthimmerlandske. Her fremstod naturen hjertegribende smuk og lokkende i det gode vejr, hvor man blandt andet kunne veksle mellem de åbne træk på Bislevkanten og de skovindrammede ved Huul Mølle. Sidstnævnte sted lokkede en post på pladsen ved det gamle kalkværk til hvil med drikkevarer, håndmadder og energiboblende wienerbrød, og så var der også Skalskoven og de hyggelige stier i Nibe by. Der var da også kun lovord om arrangementet fra de entusiastiske fodtravere, der kom fra hele Himmerland. Vendsyssel var gennem Jammerbugtens Fodslaw repræsenteret med et 10-mandshold, der satte pris på Nibe Marchens afvekslende ruter gennem landskab, der er noget anderledes end Vesterhavsområdets strand- og klitområder uden ret mange stigninger. Som nævnt deltog omkring 140 i marchen, og det er ifølge Hans Nør fra bestyrelsen stort set som sidste år. Han var tilfreds med antallet og ikke mindst det smukke forårsvejr. Deltagerne fordelte sig i øvrigt ligeligt mellem de tre lange ruter på henholdsvis 30, 20 og 13 kilometer, mens godt en halv snes valgte den korte 6-kilometersrute.