Fjerritslev

Solgården til debat 7. april

Der er nu sat dato på det møde, hvor Fjerritslev Kommune vil fortælle om byggeriet på Plejehjemmet Solgården, Aggersundvej i Fjerritslev. Mødet er 7. april på Aktivitets-Centret i Fjerritslev og er for alle interesserede. Det arrangeres, efter at flere læsere af NORDJYSKE Stiftstidende gennem et stykke tid har skrevet læserbreve, der kritiserer det planlagte byggeri. Kritikken gælder især en ny facadebygning, der skjuler den gamle hovedbygning ud mod Aggersundvej. På mødet vil der blive fortalt om byggeriet, og det vil højst sandsynligt give en debat. Arkitekt Ole Christensen og byggeøkonom Kim Fihl fra Christensen og Rottbøll A/S fortæller om planerne.