Vold

Solhaven-leder vil frifindes

Søren Virenfeldt anbefaler alle i branchen at søge væk, hvis han bliver dømt for vold

Mandag blev det kendt, at der er rejst tiltale mod 12 nuværende og tidligere ansatte i døgninstitutionen Solhaven.Foto: Mette Nielsen

Mandag blev det kendt, at der er rejst tiltale mod 12 nuværende og tidligere ansatte i døgninstitutionen Solhaven.Foto: Mette Nielsen

FARSØ:Landets mest omstridte private døgninstitution for unge med problemer, Solhaven i Farsø, er nu havnet i en opsigtsvækkende retssag.

Den omfatter leder Søren Virenfeldt og 11 tidligere medarbejdere, der står tiltalt for grov vold mod de anbragte unge. Der skulle være tale om halsgreb, slag og spark.

Ikke mindst i branchen for døgnbehandling af unge med problemer bliver sagen fulgt tæt. Det har nemlig længe været almindelig kendt, at institutioner som Solhaven jævnligt må bruge håndfaste, pædagogiske metoder for at styre de mest adfærdsvanskelige unge.

Vold eller opgør med pædagogik

Og forventningen er, at netop grænserne for magtanvendelser bliver et centralt tema i straffesagerne.

- Branchen venter spændt på at se, hvad det drejer sig om. Er der tale om voldssager, eller er der tale om et opgør med en pædagogik, hvor man er håndfast og ikke bare lader de unge styre, siger Geert Jørgensen, der er direktør i opholdsstedernes organisation LOS.

Hvis man spørger en af de tiltalte selv - nemlig Søren Virenfeldt, der i øjeblikket er på orlov fra sit job som forstander i Solhaven - så vil han frifindes.

Må passe sig selv

Men ligesom Geert Jørgensen mener han, at der er mere på spil end hans egen rolle i sagen.

- Hvis vi bliver dømt for det her, så vil jeg sige til alle andre, der arbejder i den her branche, at de skal skynde sig at finde noget andet at lave. Resultatet vil være, at den her type unge får lov til at passe sig selv og går uden behandling, for der kan ikke være nogen mennesker, der herefter vil beskæftige sig med dem, siger Søren Virenfeldt.

- Dem, der har været hos os, har haft så ekstrem en adfærd, at ingen almindelige pædagoger ville have med dem at gøre. Vi har prøvet at sætte et system op, som kunne tage sig af dem og hjælpe dem, og det har vi gjort med kæmpestor succes, siger han.

Kan gå hårdt for sig

Søren Virenfeldt vil ikke afvise, at der kan være begået fejl ind imellem, men generelt set har de ansatte på Solhaven - også de tidligere ansatte der nu er tiltalt - blot forsøgt at gøre deres arbejde så godt som muligt samtidig med, at de har vægtet hensynet til deres egen sikkerhed.

- Når vi siger ja til at modtage unge, som er smidt ud af sikrede afdelinger, og som har slået sig igennem 10 institutionsophold, så er vi også nødt til at opbygge en institution, der har så stort et sikkerhedsaspekt, at det kan lade sig gøre, siger Søren Virenfeldt.

Han erkender, at det nogle gange går hårdt for sig.

- Selvfølgelig har der været voldsomme magtanvendelser. Det er der, når en stor kleppert går løs på en pædagog. Så sker der noget, og det ser ikke pænt ud, siger han.

Sagen forventes at vare 25-30 retsdage og skal afvikles i byretten i Aalborg. De øvrige 11 tiltalte erklærer sig ligeledes uskyldige.