Solid start fra Thomas Bjørn

Danskeren lå i spidsen for PGA Championship, men blev sat tilbage af to bogeys til sidst

Thomas Bjørn kom fint fra land ved PGA Championships. Arkivfoto: Paul Childs/Scanpix

Thomas Bjørn kom fint fra land ved PGA Championships. Arkivfoto: Paul Childs/Scanpix

SHEBOYGAN:Den danske golfveteran Thomas Bjørn fik torsdag en god start på årets sidste majorturnering, PGA Championship.

Men den kunne have været endnu bedre. En overgang toppede han den løbende stilling, men bogeys på de to sidste huller satte Bjørn tilbage i topstriden.

Bjørn gik den første runde i 69 slag, hvilket er tre slag under banens par.

Blandt de bedste

Kun få har gennemført de første 18 huller, men i den løbende stilling blandede Bjørn sig hele tiden blandt de bedste. Han lå på en foreløbig delt niendeplads, da han havde færdiggjort runden.

Fem birdies og to bogeys undervejs grundlagde Bjørns samlede resultat torsdag.

Han befandt sig i fem slag under par efter de første 12 huller, men på 17. og 18. hul måtte Bjørn notere sig bogeys.

Ti år siden

Det er præcis ti år siden, at Bjørn præsterede karrierens hidtil bedste resultat i turneringen.

I 2005 sluttede han på en delt andenplads efter Phil Mickelson fra USA.

I årets udgave af PGA Championship er Søren Kjeldsen det andet danske islæt. Han tog hul på sin første runde klokken 19.20 dansk tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.