Sport

Solid støtte fra Sportens Venner

SALTUM:Kun 11 af Sportens venners 600 medlemmer var mødt op til foreningens generalforsamling onsdag aften. Sportens venner, hvis eneste formål er at skaffe penge til Saltum Idrætsforening, driver bankospil hver søndag aften i Nolshallen. Formand Hanna Spaun kom i sin beretning ind på det store arbejde, som de mange hjælpere fra idrætsforeningens forskellige afdelinger yder søndag efter søndag med blandt andet opstilling af stole og borde. Hun appellerede dog til håndbold- og badmintonafdelingerne om at blive bedre til at møde op. I det forgangne år har Sportens Venner blandt andet støttet senior- og ungdomsspillere i fodboldafdelingen i forbindelse med ture og stævner. Håndboldafdelingen er blevet støttet med tøj, og badmintonafdelingen har fået tilskud til weekendture. Hanna Spaun takkede også de mange forældre, der hjalp til ved foreningens cirka 40 bankospil om året. Hanna Spaun sluttede sin beretning med at takke de mange sponsorere til foreningens jule og nytårsspil. Kasserer Mona Tetens kunne under fremlæggelse af foreningens regnskab præsentere en omsætning på 540.000 kr. og en støtte til Saltum Idrætsforening på 53.000 kr. Hun kunne fremvise et overskud på 17.000 kr. og en egenkapital på 115.000 kr. I årets løb blev der købt gevinster for 386.000 kr. Formand for Saltum Idrætsforening Niels Spaun roste Sportens Venner for deres store indsats for idrætsforeningen og mindede "vennerne" om, at der bliver sat stor pris på deres indsats i hele idrætsforeningen. Under den efterfølgende debat blev der brugt en del tid på at diskutere parkeringsforholdene ved Nolshallen. Man blev enige om, at det optimale ville være at få opstregede båse, så alle bilerne kunne være der. Man er bange for at en ambulance ikke ville kunne komme frem, hvis katastrofen skulle opstå. Følgende personer blev valgt til bestyrelsen: Formand Hanna Spaun, næstformand Solveig Holm, kasserer Mona Tetens, sekretær Karin Guldager og Henny Mathiesen. Inger Guldager og Per Asdal blev suppleanter, mens Leif Stevn og Hanne Kristiansen er revisorer.