Solidarisk gymnasie-pjæk

Godt 70 elever fra Fjerritslev Gymnasium tog fri for at demonstrere mod nedskæringer

Aalborg 6. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Torsdag stod cirka hver tredje stol i klasselokalerne tom under eftermiddagens undervisning på Fjerritslev Gymnasium. Godt 70 ud af skolens 204 elever havde nemlig valgt at tage en uautoriseret fri-eftermiddag. I stedet for andengradsligninger, oldtidskundskab og dansk litteratur tog eleverne til Aalborg for sammen med gymnasieelever fra hele Nordjylland at demonstrere mod nedskæringer på gymnasierne. Bortset fra de manglende elever forløb undervisningen dog ganske som normalt på gymnasiet i Fjerritslev, oplyser ledende inspektør, Olfert Andreassen, som samtidig gør opmærksom på, at Fjerritslev Gymnasium ikke er truet af spareplaner. - Der bliver foretaget justeringer her og der, men generelt er vi økonomisk velkørende. Vi bliver tilgodeset, så vi har mulighed for at eksistere herude i yderområderne også med hensyn til ny teknologi, fortæller inspektøren. Det var da heller ikke frygt for det hjemlige gymnasiums nuværende og nært forestående vilkår, som fik Fjerritslev-gymnasiasterne til at rejse til Aalborg. - Vi er så heldige, at det ikke går ud over os i Nordjylland, men vi protesterer i solidaritet med de andre steder i landet, hvor gymnasierne bliver beskåret. Mange steder får de færre lærertimer og forhøjet klassekvotienten på grund af regeringens besparelser. I København bliver studieturene skåret væk i 2003 og 2004, forklarede næstformand for elevrådet på Fjerritslev Gymnasium, Sally Nielsen, midt i demonstrationen i Kildeparken. - Det kan ikke passe, at man skal til at have brugerbetaling. Det skal være gratis at gå i skole i Danmark, så det almene gymnasium ikke kun er for de riges børn. Derfor er vi nogle, som har valgt at få fravær for at udvise solidaritet. I alt har regeringen varslet besparelser på 300 millioner kroner på landets 400 gymnasier i de kommende år. Det er ikke nødvendigt, mener elevrådsrepræsentanten. - Selvfølgelig skal der også være penge til sygehusene. Der skal være råd til det hele, men det kan ikke passe, at det skal gå ud over os hver gang, siger Sally Nielsen. Hun foreslår, at regeringen i stedet sørger for at beskatte de store multinationale virksomheder bedre, og på den måde skaffer penge til kopier, bøger og gymnasielærere. Mange steder brugte gymnasierne dagen til at strejke og blokere gymnasierne. Det valgte elevrådet i Fjerritslev ikke at gøre, fordi det hverken er lærerne eller rektor på Fjerritslev Gymnasium, som rådet er utilfreds med. I stedet overlod elevrådet det til de enkelte elever, om de ville støtte protesten i Aalborg eller gå i skole som normalt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...