Overenskomster

Solidaritet og fornyelse

Folke Thomsen skriver med reference til 3F og en professor i statskundskab, at fattigdom truer tyskerne, og at 1,3 mio. tyskere er "working poor" (2 pct.), som supplerer deres løn med sociale ydelser.

Folke Thomsens rationale er, at dette endegyldigt bør "stoppe vores forkælede debat om fattigdom". Der hopper kæden helt af for Folke Thomsen og professoren. Til sammenligning er Danmark et land, hvor en 3F'er brutto tjener fem gange mere end en ufaglært polak, og Karina på offentlig forsørgelse har ikke råd til at tage job som 3F'er. Hvem er så solidarisk med hvem? Tyskland har de sidste 20 år investeret ufattelige summer i genrejsningen af de nye forbundslande i øst, og om 10 år vil jeg tro, at de sidste spor af socialismens rædsler vil være helt udvisket. Denne kraftanstrengelse har begrænset tyskernes muligheder for at øse ud af velfærdsydelser. Vores store nabo er igen blevet Europas motor. Fakta er, at Tyskland foran USA og Japan er verdens næststørste eksportnation kun overgået med en barnetræskolængde af Kina. En del af forklaringen er, at det i Tyskland er meningsfuldt at foretage langsigtede investeringer i produktion, som skaber arbejdspladser til alle faggrupper. Tyskerne har nu fjernet de sidste rester af lovgivning og bureaukrati, så arbejdstagere fra de nye EU-lande i praksis helt uhindret kan tage job i Tyskland. Det er tankevækkende, at debatten i Tyskland primært har drejet sig om følgevirkningerne af, at Tyskland "stjæler" den bedste arbejdskraft fra sine gode naboer. Forskellen er, at tyskerne både tør og vil EU. De tror på det europæiske projekt, og de tør engagere sig helhjertet. Og ja - det er en transformation, som har store konsekvenser i mange menneskers liv, men som også har et meget stort potentiale for vækst og generel velstand i Tyskland. I dette perspektiv kan det virkelig undre mig, hvad der er blevet af solidaritetsdebatten i den danske fagbevægelse. For ikke så mange år siden sang man "Internationale" med klar og høj røst, og nu virker det, som om fagbevægelsen sidder og mumler og piller sig i navlen. Alle danskere har fri og gratis adgang til uddannelse. I internationalt perspektiv er dette i sandhed et luksusgode. På trods af dette hersker der forsat en massiv uvilje i Danmark imod en reel liberalisering af det danske arbejdsmarked. Man taler om "den danske model" som noget statisk og eviggyldigt. Måske man i fagbevægelsen så småt skulle begynde at udvikle nogle nye ideer, som adresserer tidens udfordringer. Jeg kunne f.eks. foreslå, at man organiserer udenlandske arbejdstagere, bistår med formidling af arbejde og rådgiver dem om danske skatteforhold og arbejdsmiljøregler, så danske arbejdsgivere på helt legale og regulerede vilkår får nem adgang til konkurrencedygtig arbejdskraft. Utænkeligt? Hvorfor kan man ikke lave en separat overenskomst for denne gruppe medlemmer? Så er der to forskellige varer med to forskellige priser på hylden. Fagforeningerne bør hjælpe deres medlemmer med at udvikle og opkvalificere sig, og så bør der udvikles en model, som også inkluderer de mennesker (EU-borgere), som med betydelige personlige omkostninger kommer til vores land for at tilbyde os deres arbejdskraft. Det er ægte solidaritet. Hvis vi danskere ikke tør se ud i verden og møde vores medmennesker med åbenhed og ligeværdighed, er vi på lang sigt dømt til både åndelig og økonomisk (relativ) fattigdom. Vi skal ikke være naive, men skal heller ikke bilde hinanden ind, at vi på længere sigt kan sikre os selv og hinanden tryghed og øget velstand, hvis vi ikke har vilje til fornyelse. Fagbevægelsen er nødt til at holde fokus på, at eksporterhvervene er fundamentet for dansk økonomi. Det er et faktum, som hverken Folke Thomsen, 3F eller en professor i statskundskab kan lave om på. Problemet er, at andelen af beskæftigede i eksporterhvervene skrumper med stor hast, og det er indlysende, at denne udvikling ikke kan forsætte ret mange år, før det får konsekvenser for værdien af eksporten. Hvis det kommer dertil, har vi skudt os selv lige så slemt i foden som grækerne, for så knuses fundamentet under vægten af velfærdsstaten. Det kan godt være, at væksten i f.eks. it-eksporten kamuflerer, at man har kvalt gartnerierhvervet med grønne afgifter, men it-eksporten skaber altså ikke mange job til 3F'ere. Investeringsklimaet i Danmark er tilfrosset, og man bliver nærmest stemplet som idiot, hvis man investerer i Danmark. Landets største kapitalforvalter ATP har meldt ud, at "hvis vi syntes, det var interessant at investere i nye virksomheder i Danmark, så havde vi nok gjort det". Store virksomheder inden for grøn teknologi investerer massivt uden for Danmark. Fagbevægelsen har brug for at genopfinde sig selv.