EMNER

Solidaritet?

At FOA og sundhedskartellet har sagt nej til en historisk lønfremgang, som over tre år skal sikre en lønstigning på i alt 12,8 pct., virker i min optik direkte grotesk.

For netop fagforeninger som disse har jo langt tilbage i historien prædiket om solidaritet, men i denne sammenhæng må man konkludere, at deres solidaritet kan ligge på et meget lille sted, og i stedet fremstår de som både griske og usolidariske. At de nu på den måde går ud og kræver urealistisk høje lønstigninger, kan for at bruge en metafor sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen. Først føles det som en fordel med flere penge i lommen, men hvis sundhedspersonalet sprænger lønrammen, hvem vil så stemme ja til et overenskomstforlig næste gang? Heldigvis virker det også som den rene utopi at tro på, at man vil efterkomme lønkravene. Dog søger FOA og sundhedskartellet alligevel en konflikt, som uundgåeligt vil komme til gene for mange danskere, og man kan kun spørge sig selv: Hvorfor? Fagforeningernes mål med denne strejke virker rent ud sagt som et patetisk forsøg på igennem en strejke at legitimere deres eget eksistensgrundlag. Vi står jo i dag i et samfund, hvor fagforeningerne ikke gør den store forskel, og mange medlemmer egentligt er i tvivl om fagforeningernes relevans. Derfor mangler fagforeningerne en sag at slå sig op på, og her må en strejke jo siges, at være en kærkommen lejlighed. Mit råd til fagforeningerne skal derfor lyde på, at de i stedet for at gennemføre en dyr og samfundsskadende strejke, der alligevel bunder i urealistiske krav, burde bruge deres opsparede penge på efteruddannelse og andre konstruktive tiltag, som både medlemmer og samfund vil nyde godt af.