Solidt greb om champagnebane

FCN fejrede oprykningen med maner

Aalborg 1. juni 2003 08:00

FC Nordjylland Næstved 4-1 Fodbold, 2. division AALBORG: I kommunale kredse er det et udbredt ønske at få FC Nordjyllands nyoprykkede 1. divisionshold ind på Aalborg Stadion i næste sæson, men både ledere, spillere og trænere holder fast ved Provstejorden som hjemmebane. - Vi har drøftet det i truppen og foretrækker at blive her. Banen er fin, og små forbedringer kan gøre stemningen endnu mere intim, fastslår cheftræner Flemming Nielsen. Hos direktør og formand Ole Bach Jensen er der heller ingen tvivl, uanset om hans planer om at opstille en mobiltribune går i opfyldelse eller ej. - Det er for dyrt at spille på Aalborg Stadion, og med et realistisk tilskuersnit på 5-600 vil publikum fylde for lidt til at skabe atmosfære. I går blev oprykningen fejret med en reception i et tilstødende telt, og efter traktementet kunne gæsterne nyde en seværdig forestilling, hvor FCN-mandskabet kvitterede for gaverne ved at vinde sæsonens 13. hjemmekamp af lige så mange mulige og øge den samlede målscore på eget græs til 43-6 - så alene rent sportsligt forstår man udmærket, at FCN'erne gerne vil fortsætte på en sådan lykkebane . Farvel til Kvist Til gengæld må holdet sine farvel til to stamspillere. Udover forsvareren Michael Strandquist, der rejser til København, mister FCN lørdagens tomålsskytte. - Vi er ved at bygge hus i Viborg, og man skal stoppe, mens legen er god, forklarede 28-årige Ulrik Kvist, der ved begge sine scoringer mesterligt udnyttede perfekte oplæg fra en anden farverig venstrebenstekniker Simon Josefsen - hvorefter Kvist i slutfasen kvitterede ved at spille Josefsen fri til slutfacit 4-1. I mellemtiden havde "man of the match", midterforsvareren Kasper Svendsen, bidraget til løjerne ved at heade sæsonens første scoring i kassen. FCN ligner et hold med styrke til midten af 1. division, men i lejren krydses nu ingre for "storebror"-overlevelse i Superligaen, hvilket vil gøre det nemmere at realisere forhåbningerne om at leje tre-fire AaB-spillere til udfordringerne i den næstbedste række. Kampfakta: Mål: 23. minut 1-0 Ulrik Kvist, 36. minut 2-0 Kasper Svendsen, 57. minut 2-1 Frank Hougaard, 61. minut 3-1 Ulrik Kvist, 88. minut 41- Simon Josefsen. FCN, 4-4-2: Brian Ulstrup - Jakob Berger, Kasper Svendsen, Kristian Jensen, Per Gade - Jan Hansen, Phong Dao, Daniel Kristensen, Ulrik Kvist - Glenn Gundersen (70. minut Michael Strandquist), Simon Josefsen. Advarsler: Ingen. Dommer: Lars Brunebjerg Hansen. Tilskuere: 446.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...