Solisten er 80 og violinen 211

Tage Møller har spillet til folkedans i hele foreningens levetid

Dans 8. oktober 2002 08:00

SKAGEN: Let og ubesværet presser han fingrene ned på violinens strenge mens buen glider hen over strengene og frembringer de dejligste toner. Trods de 80 år gamle fingre er der ingen tegn på gigt eller andre skavanker. Tage Møller har spillet violin i mere end 70 år. Han har også spillet til folkedans i flere år end Skagen Folkedanserforening har eksisteret. Folkedanserne fejrede foreningens 50 års jubilæum i weekenden, og violinspiller Tage Møller har været med i alle årene - og lidt til. - Jeg spillede til folkedans for første gang for 53 år siden, da det hed Liegstouw, fortæller Tage Møller Han flyttede til Skagen i 1947. Før den tid havde han spillet til folkedans i Tversted. Tage Møller lærte at spille violin i barndomshjemmet i Tuen. På væggen i Tage Møllers nuværende hjem på Oddevej 17 hænger faderens violin, som Tage allerede som 7-årig begyndte at file på. - Far købte den brugt i 1905 og den har nu aldrig været særlig god, mener Tage Møller. Men alle syv drenge i familien lærte at spille violin, pigerne måtte nøjes med at synge. Lærte noder - I 1935 besluttede jeg, at jeg ville lære noder, så jeg gik til undervisning hos organisten i Tversted. Det er jeg glad for i dag, for ellers kunne jeg ikke spille til folkedans. Der er 800 melodier at vælge i mellem og dem kan man jo umuligt lære udenad, forklarer Tage Møller. Folkedanserne øver hver onsdag aften. Desværre er der kun 18 medlemmer, men Tage Møller spiller op hver gang. Han mener, at han har forsømt et par gange i løbet af de 50 år. Den violin, som Tage Møller spiller på i dag, har han kun haft i få år. Det er en god violin - og den er eftertragtet. Ungarn I sommer har Tage Møller været med en gruppe af folkedansere fra Vendssysel på en 14 dages tur til Ungarn. En violinspillende sigøjner fattede interesse for Tages violin og ville gerne bytte. Tage rystede nægtende på hovedet. Sigøjneren pressede på og endte med at byde 80.000 kroner for Tages violin. Men violinen, der er bygget i 1791 i Ungarn var - og er ikke til salg. Tage Møllers far, farfar og oldefar spillede violin. De var landsbymusikanter. Selv fik Tage sin debut som 14-årig, da han sammen med en bror spillede til et sølvbryllup i en lade i Sørig. I 35 år spillede han sammen med sin bror Orla. Somme tider var de fire brødre, der tog ud og spille. Hver sommer i 12 år har Tage spillet op til dans i Tolne skovpavillon. Ellers spillede de et par gange om ugen et eller andet sted i Vendsyssel. Da "det blev for meget" begyndte Tage i 1969 at spille orgel med rytmeboks og han nøjedes med at spille i Skagen og nærmeste omegn for at begrænse kørslen. Tage Møller mener, at han har spillet til familiefester, foreningsfester og baller i 35 år. - Jeg stoppede i 1976. Jeg gad ikke mere at se på alle de fulde mennesker, siger Tage Møller. Andre instrumenter For en snes år siden købe Tage Møller en billig harmonika, der senere blev suppleret med en dyrere og bedre. I nogle år spillede han med Raabjerg Harmonika Klub. Tage Møller kan også spille saxofon, klarinet og guitar. For 40 år siden begyndte han at undervise privat i guitar og har blandt andet lært Michael Gajhede og Lars Brun de svære greb. Han har spillet med i Skagen Symfoniorkester, hvor man især spillede klassisk musik. I dag spiller Tage Møller med i Skagen Senior Orkester, og de er ofte ude og underholde. Det er lidt af et tilfælde, at Tage Møller kom til Skagen. Der var ikke arbejde at få på hjemegnen. - Her i Skagen kunne jeg få en intermistisk lejlighed, så jeg flyttede hertil og søgte arbejde, forklarer Tage Møller. Smed Han er smed og har blandt andet haft sit eget værksted på havnen sammen med en kompagnon. - Jeg begyndte for mig selv i 60'erne, da alle skulle have centralvarme. De gamle kunder bliver ved med at ringe til mig, så jeg kan stadig hjælpe med lidt reparationsarbejde, smiler Tage Møller, der ikke går af vejen for noget inden for murer-, tømrer- og smedefaget. - Der er nogen, der tror, at de er gamle, når de bliver 67. De sætter sig i en lænestol og så dør de ligeså langsomt. Jeg holder mig igang, siger Tage Møller, der nægter at opfatte sig selv som gammel. Det er der heller ingen grund til. Det var svært at få en aftale med den 80-årige violinspiller. Så var der noget med et tag, der skulle laves, nogle fliser der skulle lægges og et arrangement, hvor Tage skulle spille violin. I weekenden spillede han sammen med musikalske kolleger til folkedansernes jubilæumsfest.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...