Solistklassens kunstner

KONCERT Tonya Lemoh, piano Første afdeling af det program, pianisten Tonya Lemoh havde valgt til sin koncert i Hjørring Musikforening søndag, bestod af tre af romantikkens komponister: Brahms, Schumann og Liszt, alle bekendte af hinanden, og alle på en eller anden måde relateret til Clara Schumann: Brahms var forelsket i hende, Schumann gift med hende, og Liszts selvhævdende manerer brød hun sig slet ikke om. Brahms' "Ballade i d-mol opus 10 nr. 1" er typisk for komponistens lapidariske stil med et enkelt tema. Det er ikke særlig krævende solistisk virtuost, og det giver heller ikke solisten lejlighed til at brillere. Med andre ord er det et udmærket nummer at indlede en koncert med. I centrum stod Schumanns "Kinderszenen"; det er ikke et stykke for børn, men om børn, en række børnelivsskildringer og stemningsbilleder af relativt konkret indhold, 13 i alt. Tonya Lemoh tolkede smukt og sart den længsel, der præger de enkelte scener. De er som helhed en anråbelse af et paradis, der er forsvundet; der er også som i "Vom fremden Ländern und Menschen" en udlængsel. Tonya Lemoh interpreterede også stilistisk korrekt den skælmske humor, der er over passager som i "Kuriöse Geschichte", og den spidsborgerlige gemytlighed, som ligger bag "Am Kamin". Og "Träumerei" behøver næppe at få et ord med på vejen. Afdelingen rundedes af med et par virtuose numre af Franz Liszt. Han har 200 års jubilæum i år, så ham hører vi ganske givet mere til. Tonya Lemoh havde valgt at indlede anden afdeling med en ukendt ungdomssuite af Svend Erik Tarp, et ikke særlig spændende eller interessant valg. Kun Bourréen af de fire satsen viser lidt af den kommende mester. Koncerten sluttede med Mussorgskys mesterværk "Udstillingsbilleder", hvis stemninger, stærke kontraster og gennemtrængende udtryksfuldhed blev stærkt pointeret i fortolkningen. Der er meget raffineret og virtuost over Tonya Lemohs klaverspil, men det hæver sig ikke stort over, hvad man må forvente af en kunstner i solistklassen. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Tonya Lemoh, pianist Hjørring Musikforening Salen, Metropol søndag eftermiddag

Forsiden