Solnedgang nøjagtig kl. 22.22

Nær vandtårnet i løkken markeres overgangen til kortere dage og længere nætter

LØKKEN:Traditionen tro samles man 21. juni på årets længste dag i Løkken ved Solhvervssøjlen nær vandtårnet for at se solnedgang. Det er i Løkken denne dag er nøjagtig kl. 22.22. Solhvervssøjlen blev for nogle år siden lavet af kunstneren Bodil Dam, og netop i år afsløres et nyt kunstværk af Bodil Dam på det lille torv på Vrenstedvej. Der står i forvejen tre søjler på stedet, og på en af dem sidder fremover en stor måge i bronze. Afsløringen er planlagt til at foregå en time før solnedgang, altså kl. 21.22. Birgitte Dybdal, der er formand for billedsamlingen, vil byde velkommen og tidligere Løkken-Vrå-borgmester Knud Rødbro vil foretage afsløringen. Peder Ussing og Bodil Dam vil begge forklare noget om tilblivelsen af mågen. I øvrigt understøttes Bodil Dams forklaringer af en udstilling i vandtårnet, hvor støbeprocessen vises i billeder. Ved solhvervssøjlen fortæller Poul Lybæk om ideen til at markere, hvor solen går ned sommersolhverv og vintersolhverv. Og han vil i år fortælle, at han jagter en østkyst på den anden side af jorden, hvor solen står op af havet i samme øjeblik, hvor den går i havet i Løkken. Solhvervssøjlen er tilsyneladende den eneste af sin art i verden, men måske kan der findes et sted på New Zealands østkyst, hvor en tilsvarende søjle kan rejses. Der bliver fællessang i form af ”Der står et slot i vesterled” og klokken 22.22 sørger Poul Erik Mortensen for - ved at blæse retræte på sit horn - at solen kommer fint i hav.