Solnedgang på 1. klasse

Millioner postes i Skagens mest berømte plads, hvor by og strand mødes

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKAGEN:Der er klasse over de flammende solnedgange i havet ved Gammel Skagen.

Nu skal pladsen, hvor tusinder af mennesker hver sommer rekreerer, spiser vaffelis og oplever dagslyset skrifte over i sart aftenlys, opgraderes for mange millioner.

For nogen æstetisk oplevelse er den ikke i dag, Solnedgangspladsen. Med asfalt og parkeringspladser, et ishus og toiletter.

Men en arkitektkonkurrence skal sikre, at Skagens mest kendte plads får en kvalitet, som modsvarer tilstrømningen af turister i sommerhalvåret.

Bag initiativet står Grundejerforeningen for Gammel Skagen i samarbejde med kommunen. De har sikret fem mio. kr. fra Realdanias ”Stedet tæller” kampagne.

Ikke nok med det.

Inge og Asker Larsens Fond har bidrager med 1. mio. kr., og det samme gør ENV-fonden.

Dertil kommer to mio. kommunale kroner.

Faktisk er der stort set lige så mange penge til rådighed til Solnedgangspladsen som til en ny kystsikring, som skal forhindre, at byens yderste huse forsvinder i havet.

De to projekter skal tidsmæssigt koordineres nøje for Realdanias bevilling skal anvendes i 2016, og en del af kystsikringen skal gerne være afsluttet inden.

Både for at sikre den nye, dyre plads mod erosion, men også på grund af arbejdskørsel og etablering af midlertidig arbejdsområde til kystsikringen.

Formanden for teknisk udvalg, Lars Møller (V), understreger, at det store beløb, som er til rådighed, skal ses på baggrund af de krav, som bidragyderne stiller.

Realdania kræver en arkitektkonkurrence som grundlag for udvælgelse af projekt og en byggeherrerådgiver under udførelsen. ENV-fondens tilskud er båndlagt til belysning.

Og så skal der anvendes robuste materialer på pladsen, som er udsat for saltvand og ”sandblæsning”, når naturen raser.

Lars Møller forestiller sig, at der også i fremtiden skal være mulighed for parkering på Solnedgangspladsen. Et ishus hører også med, så solnedgangen kan nydes til en isvaffel, mener han.

Det nuværende ishus er kommunalt, men driften er bortforpagtet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.