Musik

Solskin i Januar

CD baSix: "Embodiment" Med "Embodiment" har århusianske baSix ikke bare skabt 47 minutters kompakt vellyd, men et album af næsten svimlende høj, international standard. Fyldt med 13 skarpe skud - fire meget personlige fortolkninger af kendte hits og ni hjemmegjorte. Og de sidste er bestemt ikke de mindst interessante, selv om den første til at gå lige i hjertekulen er en af verdens smukkeste melodier, Lauren Woods stolte "Fallen" (kendt fra filmen "Pretty Woman"), lækkert lagt an med en magtfuld og pragtfuld Marie Bergman i centrum. Usædvanligt smuk er også en højstemt udgave af Princes "Purple Rain", med et overraskende brus af et drengekor, sopranerne fra Herning Boys Choir. Selv hugger baSix til igen og igen med egne sange, forrest den herligt funky "Dining Out" og den lidt mere R&B-prægede "Right Now", fyldt med de mest overrumplende overgange og sidespring og forunderlige "katjum"- og "didde-li-dii"-lyde i et formfuldendt lydbillede, hvor man aldrig - og dét er nok det største kunstgreb - savner musikinstrumenter. For baSix er jo indgrebet af en acapella-opfindelse, inspireret af Take Six og til dels Manhattan Transfer, men hvor man på første album, "The Grass", godt kunne hungre efter andet end stemmer, er toeren anderledes mættet (og mættende), takket være et hyperpillent lydbillede, hvor der er gnebet og gnubbet på alle detaljer. Uden at det går ud over nerve og nærvær. "Embodiment" er lyden af lyse, spændende stemmer, smukke melodier og brede smil. Mere end et tiltrængt solstrejf i januar. Ove Nørhave baSix: "Embodiment" RecArt Musik Udkommer i dag baSix optræder på Skråen i Aalborg fredag 28. marts