Energiselskaber

Solvarmen kan igen betale sig

Stigende gaspriser får flere varmeværker til at tænke i sol

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ulsted Varmeværk kunne i foråret indvie sit solfangeranlæg på 5000 kvadratmeter, det næststørste i Danmark. Det har Skørpingfirmaerne PlanEnergi og ARCON været med til at anlægge. ARKIVFOTO: JENS MORTEN

SKØRPING:Solen banker ned fra himlen i disse dage, men i Skørping er man endnu ikke klar til at kunne høste det helt store udbytte af den gratis energikilde. Det kan ingeniør Per Alex Sørensen godt ærgre sig en smule over på kontoret hos PlanEnergi i Skørping, hvor man er eksperter i vedvarende energi. - Hvis vi havde været i gang nu, så kørte det virkelig, griner han. Men går somrene ikke til spilde i Skørping fra 2008. PlanEnergi har netop skrevet kontrakt med Skørping Varmeværk om at rådgive i projekt nyt varmeværk, hvor man som udgangspunkt undersøger mulighederne for at satse på en kombineret produktion med træflis og solvarme. PlanEnergi har i forvejen udarbejdet en oversigt til bestyrelsen over mulige driftskoncepter i det fremtidige værk, der skal bygges i Skørping Nord senest i 2008, som varmeværket lovede Skørping Kommune for nogle år siden. Og PlanEnergi har stor erfaring med solvarmeanlæg på varmeværker. Senest var Skørpingfirmaet rådgiver for Ulsted Varmeværk, som i foråret indviede et solfangeranlæg på 5000 kvadratmeter, det næststørste i Danmark. - Men den rekord bliver slået allerede næste år, hvor Brædstrup bygger 8000 kvadratmeter, siger Per Alex Sørensen fra PlanEnergi, som også skal lede solvarmeprojektet i Brædstrup efter at have lavet de indledende beregninger for det østjyske varmeværk. Klare fingeraftryk Det største solfangeranlæg ligger fortsat i Marstal med sine 18.300 kvadratmeter. Også dette anlæg har klare Skørping-fingeraftryk, idet PlanEnergi har rådgivet, og firmaet ARCON i Skørping har leveret selve solfangerne. Det er i øvrigt også ARCON, der har produceret solfangerne i Ulsted. Det er de stigende gaspriser, der nu igen gør det økonomisk interessant for varmeværkerne at tænke på solvarme, forklarer Per Alex Sørensen: - De naturgasfyrede kraftvarmeværker har traditionelt på grund af den fordelagtige elafregning kunnet producere billig varme. Men nu skal alle værker over fem megawatt til at sælge el på det frie marked senest fra nytår, og så bliver solvarmen helt sikkert konkurrencedygtig. Det er den næsten også bare på grund af gaspriserne. PlanEnergi har i den forløbne vinter været med til at lave en udredning om solvarme til energiministeren. - Det viste sig, at det ikke var helt skævt at forestille sig, at der blev bygget 300.000 kvadratmeter nye solfangere i Danmark, eller cirka det dobbelte af, hvad der er nu. Det svarer til, at omkring hvert fjerde varmeværk investerer i solvarme, siger Per Alex Sørensen. Som en del af Brædstrup-projektet, som har opnået tilskud, skal der i september i år holdes en workshop på Ærø, hvor op til 12 kraftvarmeværker kan få lavet beregninger.